Spøttrups traditionsrige julemarked er i år større end nogensinde. Julestemningen er i top med julemusik, godter og alskens spændende boder med juletilbud – og så er der gratis adgang.
Vinteren er kommet tidligt i år. Mens disse linjer skrives, daler sneen hvid udenfor vinduet. Snart går den gamle middelalderborg Spøttrup i hi. Men inden da afholdes der, traditionen tro, det årlige store og hyggelige julemarked. I år søndag d. 5.december fra kl. 10.00 til 16.00.
Det bliver et stort marked i år! Dobbelt så mange stadeholdere har meldt deres ankomst med deres boder i år, så alle sale tages i brug, ligesom vi i år også rykker ind i den hyggelige baroklejlighed på første stokværk. Her vil man blandt andet kunne møde Brian Amtoft, som står klar med fotografiapparatet og tilbyder at tage årets julekortbillede af børnene eller hele familien.
Det er jo den søde juletid, og i den hyggelige borggård breder julens dufte sig. Brændte mandler og lækre karamelliserede æbler blander sig med den dejlige duft af friskbagt brød fra Sevel Bageri i kælderen. Der sælges flotte juletræer og grønt til en billig penge.
Inde på borgen kan vi præsentere boder med alt lige fra julepynt og smykker, strik og strømpenisser, filt og glas til sæber og cremer, sjove loppefund og lækre chokolader, kryddersnaps og orkis, kniplinger og patchwork, antikviteter og malerier, pileflet og kryddersalt, hjemmelavede bolsjer, sværd og skjolde, blomsterdekorationer, honning og meget, meget mere.
For rigtig at komme i julestemning er der igen i år korsang i Kapellet. Klokken 12 underholder Skive kirkes børnekor med dejlige julesange, og kl. 13.30 synger Vinderupkoret julen ind. Hele dagen går Spøttrup borgs egne nissebørn rundt med lidt godt i kurven til alle børn. Trænger man til lidt varmt at styrke sig på, er der udskænkning af gløgg, kaffe og andet godt i krostuen i kælderen på Borgen.
Som noget nyt har vi i år et amerikansk lotteri, hvor der er flotte præmier, doneret af vores mange udstillere.
Og sidst, men ikke mindst holder Benny klar med sine heste og hestevogn udenfor borgen, og han er, for et mindre beløb, klar til at køre vores gæster en tur rundt i den smukke natur, som helt sikkert er sneklædt i dagens anledning – det siger vejrudsigten i hvert fald!
Så forbered dig på en ekstremt julet dag på Spøttrup borg. Der er garanti for, at du er i julestemning, når du har været til borgens julemarked den 5. december. Ellers får du entreen tilbage – nåh nej, det er jo gratis at komme ind!