Fra 2006 til nu er ventelisterne på sygehusene ikke forkortet. Vi ligger stadig omkring 60 dage i gennemsnit. Hvordan hænger det sammen med, at Bertel Haarder og Lars Løkke siger, at de har brugt flere penge, og at mange flere har fået behandling? Jo, det er simpelthen, fordi der kommer voldsomt mange flere patienter hvert år. Derfor er det mere end svært blot at holde ventelisterne i ro.
Regeringen startede i 2002 med at love garanti på 2 måneder. I 2005 skulle det være 1 måned for at forny kontrakten med vælgerne. SR argumenterede dengang for at bare det at behandle alle inden for 2 måneder ville kræve meget. Nye behandlinger, ny medicin, kronisk syge, der lever i mange år med deres sygdom og en befolkning der bliver mere og syg pga. livsstil og alder gør at udgifterne alt andet lige vil stige voldsomt. SR mente, at det ville være umuligt at behandle alle indenfor en måned. Nu fire år efter han vi se at ventetiden er den samme. Hvad har regeringens behandlingsgaranti så betydet? Radikale Venstre mener, at den har betydet en enorm skævvridning blandt patienterne til fordel for de nemme patienter og de mindst syge og til ugunst for de mest syge.
De mindst syge kommer forrest
Antallet af patienter er ikke konstant. Nogle måneder kommer der mange, mens antallet kan være meget lavere i andre måneder. Når alle skal behandles inden for en måned, så bliver kapaciteten sat efter den måned, hvor der kommer flest. Det betyder, at vi i nogle måneder har overkapacitet. Det er spild af penge. Overkapacitet medfører også, at flere bliver henvist til undersøgelse. Det betyder at vi overbehandler. Måske vi skulle have brugt pengene anderledes?
Det helt store problem er, at det kun er inden for nogle bestemte sygdomme at denne opbygning af kapacitet sker. Glæder 1 månedsbehandlingsgarantien for dig? Det afhænger af, om du fejler noget, som privathospitalerne har valgt at behandle, og om du har komplicerede lidelser. Privathospitalerne udbyder kun de nemmeste operationer, og de kan sige nej til svære og komplicerede patienter. På denne måde er det de nemme operationer og de nemme patienter, der kommer først i køen. Enten ved at det offentlige sygehus opererer for at undgå udsivning til privatsektoren, der som bekendt overbetales, eller ved at et privatsygehus tager over.
Sundhed handler om mere end tidsfrister
Det er en helt forkert prioritering, der sker med denne politik. Vi burde prioritere de mest syge; de ældre, de psykisk syge, kronikerne, de kræftramte og akutafdelingerne. Men i stedet bruger vi penge på nemme operationer og nemme patienter. Det er socialt uansvarligt! Sundhed handler om meget mere end tidsfrister for behandling. Mange – alt for mange – får en kronisk lidelse. De skal behandles hver dag og skal finde en måde at leve med sygdommen og få et værdigt liv. Denne gruppe tabes i et sundhedsvæsen, der kun kæmper for at overholde tidsfrister. På samme måde er det bedst for folk, hvis sygdom forebygges. Det fokus tabes også, når vi higer efter tidsfristerne.
Vi får snart en ny regering. Den første ændring bør være at reformere behandlingsgarantien, så de mest syge kommer først. Og så skal der fokus på andet end blot tidsfrister i vores sundhedsvæsen.
Deltag i debatten, send svar til sallingweb@sallingweb.dk