Vi har igennem længere tid ønsket at forlænge kontrakten med ”farlige” Andreas, men publikumsfavoritten har ligeså længe oplyst os om, at han gerne ville prøve lykken som fuldtidsprofessionel fodboldspiller og det senest, når kontrakten med Skive IK udløb næste sommer.
Af Sportschef Jesper Larsen, se også: http://skive-ik.dk/sik
Så selvom det har været en svær beslutning, er vi godt afklarede med, at vi fredag formiddag ”slog til” og solgte Andreas til divisionskollegaerne fra Vejle BK.
Selvom Andreas bliver umådelig svær at erstatte, føler vi med ovenstående in mente, at tidspunktet var det helt rigtige til et salg.
Vi ønsker Andreas alt mulig held og lykke i Nørreskoven og takker ham samtidig for mange fantastiske oplevelser i Skive IK (hvem husker f.eks ikke hattrick’et imod naboerne fra Thisted FC i sommers).
Der er kun positive ting at sige om den sympatiske Skibonit, som i Skive IK altid har været et stort aktiv, men det seneste år har udviklet sig eksplosivt. Andreas har udviklet sig i takt med klubben og vist så store fremgange den seneste tid, at han i en alder af blot 20 år bedst kan betegnes som en kompetent profil i 1. division.
Stort cadeau herfra til Andreas, men ligeledes til diverse trænere i Skive IK, som atter engang har vist deres værd ved at have ”produceret” endnu en profil.
Der skal lyde en stor tak for et kanon samarbejde og held og lykke videre i karrieren til Andreas ”farlige” Albers fra Skive. Endvidere tak til Vejle Boldklub for et godt forhandlingsmiljø i forbindelse med aftalen.