Lørdag 15. januar slog Galleri Bustrup dørene op for første gang. Det blev en åbning med mange gæster. Gæster fra egnen, kunstnere, skolebørn, familier – en herlig forsamling tog godt imod de fire kunstnere, der udstiller fra januar til marts på Galleri Bustrup. Ole Mejers spændende og fortællende skulpturer tager sig meget flot ud på Galleri Bustrup. Ulla Thomassens billeder er en rejse i et univers af opløftende og mindre opløftende hændelser undervejs i livet. Jette Vernegreen udstiller sine herlige naivistiske fortællinger, og endelig udstiller Lars Mortensen sine spraglede og nonfigurative malerier. Tilsammen udgør de fire kunstneres værker en fornem start på Galleri Bustrup. Det er Jan Utzon, der har tegnet Galleri Bustrups flotte lokaler – og vi er meget stolte over at kunne byde alle gæster velkommen til vores første udstilling. Vi er ved at lave aftaler med de kommende kunstnere og med den store interesse, der var allerede på åbningsdagen forventer vi, at mange gæster kommer til at se den første og de kommende udstillinger. Ingen tvivl om, at Salling har fået endnu et udflugtsmål med galleri Bustrup. Åbent hverdage klokken 11 – 15 og i weekender og på helligdage klokken 12 – 16. Gratis adgang.
Galleri Bustrup. Søndr Lemvej 3, 7860 Spøttrup.
Henvendelse Anders Svensson 28 19 55 42
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.