Steffen Andersen fik DM-jubilæumslegat for sin faglige dygtighed, ansvarlighed og evne til at samarbejde med kunder og kollegaer.
Hos Salling Traktorservice A/S var der kaldt til samling af medarbejderne i kantinen.
– Vi skal i dag overrække et jubilæumslegat fra Dansk Maskinhandlerforening, det uddeler vi til særligt dygtige lærlinge og nyudlærte medarbejdere og modtager er Steffen Andersen.
– Du har under hele din uddannelse udvist stor faglig dygtighed og engagement omkring dit arbejde, begrundede Jens-Aage Jensen, formand for Dansk Maskinhandlerforening, hæderen.
– Derudover betyder det, at du med din smilende personlighed og hjælpsomme facon, nyder stor respekt fra kunder og dine kollegaer.
– Jeg er meget overrasket og glad for at have fået den hæder sagde Steffen Andersen
Steffen Andersen blev udlært som landbrugsmaskinmekanikker 1. oktober 2010, og han er fortsat som montør hos Salling Traktorservice A/S.
De få blandt mange
DM stiftede sit jubilæumslegat tilbage i 1993, hvor foreningen fejrede sit 75-års jubilæum.
– Vi vil gerne hædre de nyudlærte og dem, der er lige ved at være udlærte, når de har ydet en helt særlig indsats, forklarer Jens-Aage Jensen, formand for Dansk Maskinhandler-forening.
Hvert år uddanner de ca. 140 medlemmer af foreningen cirka 125 medarbejdere, så de kan kalde sig faglærte i et af fagene landbrugsmaskinmekaniker, engroshandel eller administration.
Den helt særlige indsats, der kan udløse en portion af DM-jubilæumslegatet, skal være såvel faglig som social.
– Vi lægger vægt på evnen til at løse de faglige udfordringer på et højt niveau samtidig med, at prismodtagerne forstår at samarbejde med såvel kunder som kollegaer, forklarer formanden.
Det er maskinhandlerne, som er medlemmer af DM, der indstiller kandidater til DM-jubilæumslegatet. Herefter udpeger bestyrelsen dem, de finder værdige til hæderen.
Hensigten med de årlige uddelinger fra Dansk Maskinhandler-forenings jubilæumsfond er at inspirere unge mennesker, der har valgt servicefag inden for landbrugsmaskinbranchen til at yde deres bedste fagligt og menneskeligt.
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.