Alle 102 elever i 0.-6. klasse på VSD, Lem arbejder i uge 4 og 5 med musicalen Ronja Røverdatter.
Der er 4 grupper på mellemtrinnet, som arbejder med kostumer, kulisser, pr og skuespil. I indskolingen er der grupper som er skuespillere, kor og dekoratører.
Stjernerne bagved scenen
Ikke alle kan stå på scenen, der er jo nogen, der skal lave det hårde arbejde med kulisser, PR og kostumer for at gøre hele projektet godt. I kulisser arbejder de med baggrunde , buske og opstilling af scenen med Benjamin Petersen som den kreative indpisker.
I kostumeafdelingen med Anette Mark som hovedkraft arbejder de med tøjet til skuespillerne. Desuden har de ansvar for svære og små detaljer som tasker og pandebånd.
Bagom koret
Vi synger sangene fra Ronja Røverdatter, som hedder Ronja Røverdatter, Anemone sangen, Pruttesangen, Din skov min skov, Hvorfor det da, og Høvdingesangen. Det er specielt hyggeligt, når alle synger med, og så lyder det godt.
Ingen musical uden skuespillere
Der er 2 akter, og i første akt er det Camilla Wickberg, som Ronja og Michael Sørensen som Birk. I anden akt har Emma Lauridsen rollen som Ronja og Kris Goul som Birk.
Der er mange andre, som har roller og biroller. Der er forskellige skuespillere i hver akt, så mange elever prøver at have ansvaret for skuespillet i musicalen.
Foto: VSD Lem
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.