17 mænd fra Skive og omegn har valgt at gå til kamp mod cigaretterne på et rygestopkursus kun for mænd i Sundhedscenter Skive.
Det er første gang Sundhedscenter Skive har valgt at lave et rygestopkursus, som udelukkende er målrettet mænd, og det har fået mændene til at melde sig på kurset. Et rygestopkursus har normalt et loft på 12 deltagere, men da efterspørgslen har været meget stor er antallet af deltagere på rygestopkurset sneget sig op på 17 deltagere.
-Holdet er større end normalt, men det tror jeg kun er en fordel. Der er større sandsynlighed for, at mændene på holdet kan finde én eller flere personer med en rygehistorie og rygevaner, der ligner deres egen, siger rygestoprådgiver Henriette Høgh Mogensen fra Sundhedscenter Skive. Hun fortæller uddybende: Mændene på holdet er meget åbne og snakkende, hvilket kan skyldes, at holdet er kønsopdelt. Der er frirum til mandesnak.
– Helbredet er den primære motivationsfaktor for et rygestop for størstedelen af holdets deltagere, afslutter Henriette Høgh Mogensen.
Idéen og Initiativet til det rene mandehold er bl.a. kommet i kølvandet på Sund Mand (Men’s Health Week), som blev afholdt i juni 2010. Ugen satte fokus på mænds sundhed, da mænd bl.a. lever 5 år kortere end kvinder – de har 16% større risiko for at udvikle kræft end kvinder og hele 40% større dødelighed af kræft.
Derfor vil der igen i år være fokus på mændenes sundhed i uge 24 i Skive Kommune og i flere kommuner i Danmark.
-For at komme i samtale med mændene om deres sundhed har det vist sig nødvendig at være mere opsøgende og målrettet. Mænd har brug for mere end ét vink med en vognstand, udtaler tobakskoordinator og sundhedskonsulent Louise G. Andersen fra Sundhedscenter Skive. – Vi har derfor valgt at prøve dette koncept med et rent mandehold. Indtil videre har det vist sig at være et tilbud, mændene har bakket op om, og det bliver spændende at følge kurset videre færd i forhold til, om den enkelte mand gennemfører et rygestop, konkludere Louise G. Andersen.