Torsdag den 17. marts er dagen, hvor Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenteret rykker endnu tættere på de erhvervsdrivende i den nordlige del af kommunen. Dette sker med den ugentlige Erhvervsvagt, et helt nyt initiativ med base i JAMO-Huset i Glyngøre.
Erhvervschef Jeanne Søgaard fra Erhvervs- og Turistcenteret fortæller: -Erhvervsvagten er en del af SETs samarbejde med JAMO-Huset og projekt Vildrosen samt med den arbejdsgruppe, som arbejder med at etablere et iværksættermiljø i en del af huset.
Rent praktisk betyder Erhvervsvagten, at egnens virksomheder hver torsdag fra kl. 9.00-12.00 kan møde én af SETs kompetente erhvervskonsulenter, der står til rådighed med gratis vejledning og sparring.
-Uanset hvilken udfordring virksomheden står overfor, har SET mulighed for at hjælpe, understreger Jeanne Søgaard, der fortsætter: – Vi ser det som én af centerets vigtigste opgaver at give virksomhedernes ejere og/eller ledelse den viden, der skal til for at kunne foretage kvalificerede valg med hensyn til vækst og udvikling i virksomheden.
Dette betyder, at SETs erfarne erhvervskonsulenter – i samarbejde med virksomheden – kan hjælpe med at finde ud af, hvilken vej virksomheden bør vælge og naturligvis, hvordan man bedst muligt kommer derhen!
Erhvervschefen forklarer, at SET har et stort netværk af kompetente personer og organisationer, som konsulenterne kan henvise til, hvis de sammen med virksomheden finder, at der er behov for yderligere specialiseret ekstern rådgivning eller hvis virksomheden har behov for een af Væksthus Midtjyllands tilskudsordninger.
I Erhvervsvagten er alle erhvervsdrivende – uanset branche og størrelse – velkomne til at kikke forbi i JAMO-huset torsdag formiddag, ligesom interesserede naturligvis også på forhånd kan lave en konkret mødeaftale ved at kontakte SET.
-Kom og få svar på dine konkrete spørgsmål eller få en generel snak med konsulenten om vækst og udvikling, opfordrer Jeanne Søgaard, der slår fast, at vejledning og sparring i Erhvervsvagten naturligvis er gratis.