En målrettet indsats for at øge sundhed og trivsel blandt medarbejderne i Salling Bank har vist sin effekt. Opfølgende test viser, at flere medarbejdere er blevet sundere målt på objektive parametre som BMI, kolesteroltal og risiko for livsstilssygdomme. Trivselsindsatsen fortsætter i de kommende år med støtte fra Forebyggelsesfonden.
Når Salling Bank bryster sig af sunde værdier, er det med god grund. Banken indledte i 2008 en målrettet trivselsindsats med fokus på blandt andet kost og motion, og nu dokumenterer en række test, at flere medarbejdere end tidligere lever sundt. Det er konsulent- og analysefirmaet Health Group, som har foretaget en række målinger blandt ansatte i Salling Bank, hvoraf en del også blev testet i 2009.
– Det er en meget positiv tilbagemelding, som motiverer os i det videre trivselsprojekt, siger Peter Vinther Christensen, adm. direktør i Salling Bank.
– Vi er glade for, at medarbejderne har involveret sig i de forskellige tiltag, som nu endda er øget og systematiseret takket være økonomisk støtte fra Forebyggelsesfonden, fortsætter han.
Lavere BMI og færre risici
Af tilbagemeldingerne fra Health Group fremgår det blandt andet, at andelen af svært overvægtige med et Body Mass Index (BMI) højere end 30 er faldet fra 11 til 0 pct. hos de kvindelige medarbejdere. Til sammenligning er landsgennemsnittet 10-13 pct. Både blandt bankens mandlige og kvindelige ansatte er andelen af medarbejdere med forhøjet kolesteroltal lavere end i den generelle befolkning. Og når det gælder faktorer med alvorlige risici for helbredet (bl.a. højt blodtryk, lavt kondital, højt blodsukker og rygning), er der sket et markant fald i antallet fra 2009 til 2011 – især blandt de kvindelige medarbejdere.
Små nuancer gør stor forskel
Salling Banks egen trivselskonsulent, Lotte Dietz, mærker en ændret adfærd blandt flere af bankens medarbejdere.
– Flere har tabt sig rigtig meget, så det samlede fokus på kost, stress, motion og den generelle trivsel har effekt. Nogle ansatte laver lige en smoothie om morgenen eller spiser mere frugt og grønt om eftermiddagen, og ofte er det bare de små nuancer, der gør en stor forskel, siger hun.
Peter Vinter Christensen supplerer:
– Selvfølgelig ser vi også på projektet med forretningsmæssige øjne. Det er nemmere for os at fastholde medarbejdere, der er tilfredse og trives på og uden for jobbet.
Fakta: Trivsel i Salling Bank
• Siden 2008 har Salling Bank sat fokus på kost, motion, ergonomi, stress og andre aspekter med betydning for helbredet.
• Banken har egen trivselskonsulent, fysioterapeuten Lotte Dietz.
• I januar 2011 modtog Salling Bank 590.000 kroner fra Forebyggelsesfonden til en bred vifte af tiltag i det videre trivselsarbejde.