Følg “Det gode liv” på http://www.sallingweb.dk/detgodeliv

Jeg ved ikke hvad der lige gik galt, for jeg synes ellers jeg kender strækningen fra Chania lufthavn til Agia Marina, der ligger ca. 8 km vest for Chania by, som min egen bukselomme. Men vi, min kone og jeg, landede først lidt over 23:00 lørdag aften, og opstandelsesmessen er altid påskelørdag ved midnatstid, så vi havde lidt småtravlt, og så gik det galt. Vi havnede i Souda tæt ved havnen, i et menneskevrimmel, hvor alle, pænt klædt med utændte stearinlys i hænderne, bevægede sig mod Soudas kirke. Jeg havde selvfølgelig bare glemt at dreje fra det rigtige sted, og var endt ved havnen, hvor de første af de sigøjnere, der hvert år, med særdeles udspekulerede, opfindsomme og meget alternative forretningsmetoder ernærer sig i de større byer på Kreta, havde indrettet sig i et par mindre ladvogne med presenning, der lige kunne gøre det ud for 8-10 sovepladser, passende til hver sin familie. Der er mange sigøjnere, der tilsyneladende kun er ringe stillet, så længe de er ”på arbejde”. Jeg har bl.a. oplevet en sigøjnermor, siddende på fortovet den ene dag, ammende sit alt for store barn, med en lille undseelig blikdåse foran hende, som forbipasserende af menneskelig næstekærlighed og medlidenhed kunne lægge lidt mønter i, – og selvsamme mor, med samme barn ved hånden, som andre mødre, i rask trav, velsoigneret og nydeligt klædt, på vej hen til faderens ventende store sølvfarvede Mercedes. Ja, så røg den medlidenhed. Men der er virkelig også sigøjnere, der lever i virkelig sølle og usle kår, der er nødt til at bo i gamle presenningsladvogne, som dem vi så på havnen, og som de nomader de er flytter rundt på, efter hvor de har mulighed for lidt indtægt. I deres øjne har vi, nok så pæne, ordentlige og civiliserede mennesker, givetvis for længst fundet det gode liv, og det er da klart, at det er med til at sætte hele min jagt på det gode liv, sådan lidt i perspektiv.

Men det gode liv, som jeg så småt er begyndt min jagt på, har hverken noget med status, rigdom eller den frihed et nomadeliv som sigøjnerne har, at gøre. Det gode liv som jeg jagter, er noget helt andet. Det har noget med en indre balance og en indre ro at gøre, så jagten fortsætter naturligvis. Ja, og så har vi jo i øvrigt også en aftale i Agia Marina lidt over midnat, så jeg finder heldigvis ud fra Soudas havn igen, rammer nationalvejen, og sætter kurs mod Galatas, hvor jeg skal dreje fra, for at komme gennem Stalos til Agia Marina. Forbindelsesvejen fra afkørslen til kystvejen blev renoveret sidste år, men entreprenøren gik fallit, så det er kun nede ved kystvejen, der er fint helleanlæg, vejskilte og god asfalt. Der mangler stadig et lille stykke grusvej der er så ujævnt og bumpet, at bunden på vores lille lejede Atos skraber på, når vi kører over.

Lidt før midnat er vi fremme ved Agia Marina’s kirke, der ligger i den gamle bydel, lidt væk fra den værste turisme. Her er en stor folkemængde forsamlet udenfor kirken, alle med hver deres lys i hånden, som de venter på bliver tændt, med den hellige flamme, som præsten kommer frem med udenfor kirken, efter han højlydt flere gange gennem sin megafon har messet, eller nærmest råbt: Chrisdos Anæsdi, Chrisdos Anæsdi, Chrisdos Anæsdi, som betyder ”Kristus er opstået” udover forsamlingen, mens en Judasdukke, oftest i legemsstørrelse, afbrændes på et bål der tændt umiddelbart foran kirken. Alle får herefter tændt hvert sit medbragte stearinlys, af den evige flamme fra Kristus grav, og alle værner beskyttende om sit lille blafrende lys, for at bære det med sig hjem, slå korsets tegn med lyset ved døren, for derefter at sætte sig til bords til den årlige Magiritsa. En suppe kogt på indvolde og andre gode sager, som vi dog ikke selv får i det selskab vi er med i, og jeg heller ikke helt sikker på, er lige noget af det, jeg har allermest lyst til. Men fastetidens 40 dages afslutning skal fejres, så der er kød, og veltillavede retter med både lamme- og skinkekød kogt med kartofler, og dertil selvfølgelig den hjemmelavede vin, kage og endelig den traditionelle leg med de festligt rødmalede hårdkogte æg, som man støder sammen, og hvor det selvfølgelig gælder om, at ægget skal forblive hel. Den der så til sidst har sit æg i behold, har naturligvis vundet legen.

Påskesøndag er festdagen, hvor man dagen igennem får en masse små ”Mezédes” (forretter) af kød, brød, små pies med feta og spinat, lækre små krydderpølser, grillstegt lever og hjerter, og små grillspyd med kød og grøntsager, mens alle venter på, at lammet bliver færdigstegt. Inden vi selv skulle til bords, kørte min kone og jeg en tur op i bjergene og ud til de helt små landsbyer, hvor der overalt duftede lifligt af helstegt lam, som snurrede over gamle halve jerntønder og andre knap så avancerede grills, for hernede har Weberen endnu ikke vundet indpas.

Påskefesten om søndagen er typisk en familiefest for den nærmeste familie, samt de nærmeste venner, men som en helt naturlig ting, indfinder præsten og han kone sig også og deltager i festlighederne, og tro mig, – det er noget af et udvalg af kanonslag, præsten har i sin præstekutte, som han altid har på. Store kanonslag som bliver fyret af under middagen, ligesom der aftenen før ved opstandelsesmessen, er blevet skudt store mængder af fyrværkeri af foran ikke kun Agia’s kirke, men alle kirker rundt om på Kreta.