At leve minut for minut, sådan som jeg skrev i sidste afsnit af denne artikelserie, kan synes at være meget kortsigtet. Men det er netop det, der ofte er kendetegnende for kretensernes måde at agere på.

Følg “Jagten på det gode liv” på http://sallingweb.dk/detgodeliv

De laver ikke nødvendigvis langsigtede planløsninger og strategier, men går til gengæld meget ind i de nære og umiddelbare spørgsmål og i særdeleshed når det drejer sig om familie og venner. Og kan man lave en lille selskabelighed ud af ingenting, når lejlighed byder sig, ja, så er der ikke mange der lader den mulighed gå fra sig. For kretenserne er ligesom de fleste grækere, meget sociale, og de går meget op i hvordan andre har det, er meget deltagende og spørger meget ind til ens velbefindende. Det kan for nogle godt virke, som om de er meget nysgerrige, men det er nu ikke derfor, selvom der nok også er en grad af nysgerrighed i det. Men de er meget interesseret i deres medmennesker og de er meget spørgelystne. Måske kunne vi tage lidt ved lære af det i lille Danmark.

Når to danskere som ikke kender hinanden mødes tilfældigt på en vej, gør det hvad de kan, for at undgå at komme til at se på hinanden. Det virker helt akavet og meget påtaget, når man for enhver pris skal undgå at komme til at hilse på hinanden. Tænk nu, hvis den man møder, kigger op, bevidst forsøger at få øjenkontakt, nikker og måske ligefrem venligt siger ”goddag”. Så er man da først for alvor på den. , for hvad skal man så stille op. Det kan jo både være en voldtægtsforbryder, en tyv der vil stikke af med tasken eller tegnebogen med alle kreditkortene i, en bølle der vil slå en i hovedet med et baseballbræt, eller hvad som helst. – Næ, så er det nok mere sikkert at kigge ned i jorden, og bare lade som om man ikke har set den anden. Så undgår man nok en konfrontation og det indbyggede paranoia bevares intakt.

Kender man derimod hinanden en lille smule, uden på nogen måde at bekendtskabet har udviklet sig til, at man er blevet kramme’arter, og uden at man er begyndt at kysse på fransk manér, kan det da godt blive til et lille ”hej”, hvorefter den anden så også siger ”hej” så kort og forsagt, at det næsten ikke kan høres – måske smiler man lidt forlegent og nikker, men så haster man bare videre foregiver, at have meget travlt. Men jeg fornemmer, det mest er for at samtalen, hvis man ellers kan kalde det sådan, ikke udvikler sig, for aner i bund og grund ikke hvad man skal tale om.

På Kreta, ligesom i mange andre middelhavslande, er det meget forskelligt. Når 2 kretensere, som måske aldrig har set hinanden mødes, siger den ene gerne: ”Goddag, hvordan går det” hvorefter den anden svarer: ”Tak det går godt. Hvordan går det med dig(Dem), hvortil den første så svarer noget i retning af ”Godt tak, meget godt” uden ophold. De kan også nemt komme til at lade en bemærkning falde om vejret (det kan man jo altid tale om) eller hvad der nu lige ligger for, og inden man har set sig om, klapper de hinanden på skulderen, siger farvel, og går så videre.

Det skulle da lige være i Danmark, tænker jeg. Et klap på skulderen, og kreditkortene er vupti væk, eller man kunne risikere, at blive beskyldt for ligefrem at antaste folk på åben gade, hvis man selv klappede en fremmed på skulderen, og hvis det var en forkert type, måske endog rende ind i en omgang øretæver. For almindelig venlighed og høflighed, kan der selvfølgelig være tale om. Det er for de fleste af os noget det er henlagt forgangne tiders opdragelse og etikette, som da det var almindelig udbredt, at manden tog hatten at, når han hilste på andre, og rejste sig for en dame i sporvognen. I ligeberettigelsens hellige navn, er vi mere og mere optaget af os selv, og høfligheden har lidt et alvorligt knæk.

Jeg skal ikke på nogen måde gøre mig til dommer over hvad der er godt eller skidt. Det er naturligvis op til den enkelte selv at vurdere, men når nu man som kretenserne gør det lever i nuet, og det gør vi jo i realiteten alle, ved jeg da godt, hvad jeg selv ville foretrække, hvis jeg tilfældigt mødte en person og i samme minut efter faldt om på jorden med hjertestop. Det ville da være ærgerligt, hvis personen blot foregav at være fortravlet, og hastede forbi med blikket stift rettet i jorden 2 meter foran sig.