Efter et par uger i Danmark, har jeg for en tid taget afsked med familien, og er nu igen på Kreta, for at fortsætte min jagt på det gode liv. Det er nu ikke fordi jeg synes, at jeg ikke selv har et godt liv i det daglige i Danmark, men jeg er ikke så sikker på andet end, at kilden til et godt liv, skal findes et andet sted, og den der græske middelhavsø Kreta, har sin helt egen finurlige tiltrækningskraft, som jeg tror man enten ramler lige ind i, eller aldrig fatter. Det er sjældent man hører halvgode eller halvdårlige udtalelser om Kreta. De fleste er enten helt betaget, ja nærmest besat af øen, og kan lide alt ved den; naturen, klimaet, gæstfriheden, maden, oliven, retsina, osv., eller også siger det dem bare slet ikke noget.

Se hele artikelserien om ”Jagten på det gode liv” via: http://www.sallingweb.dk/detgodeliv/

Første gang jeg selv tog til Kreta sammen med familien, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg sådan vil falde pladask for øen, og alt hvad der hører til. Jeg syntes tværtimod at det var intetsigende når man, som min bror f.eks. gjorde, tog samme sted hen år efter år efter år. Jeg mente at det da ville være langt mere indholdsrigt, at opleve nye steder, møde nye mennesker, få nye indtryk, når nu man(som vi) sådan efter adskillige år uden ferie, pludselig havde fået smag og mulighed for at feriere lidt. Men jeg skulle snart komme til at erkende, at jeg selv var ligedan, for allerede ved mit første møde med Kreta, var jeg så at sige solgt, og selvom oliven aldrig før havde sagt mig noget særligt, er oliven nu blevet noget jeg virkelig nyder og sætter pris på, og som også i Danmark ofte indgår i kosten.

Så derfor er det vel ikke så unaturligt, at min jagt på det gode liv, i stor udstrækning koncentrerer sig om Kreta, for til trods for at jeg efterhånden har været der mange gange, og med tiden fået opbygget et stort netværk hernede, og set en hel del, er der til stadighed mange nye spændende oplevelser at gøre, og en masse bekendtskaber og erfaringer man kan få, hvis man vil. Det kræver bare, at man tager sig tid, og det er netop noget af det, kretenserne er rigtig gode til. Det er ikke sikkert at de har tid, men de ta’r sig tid, og det giver i sig selv en bedre forståelse for et hyppigt udtalt græsk ord: argótera som betyder ”senere”, for det, der ikke er specielt vigtigt (og det er faktisk det meste, der sagtens kan udsættes til senere). Kretenserne lever i nuet og siger ganske rigtigt, at ingen af os ved, hvad der vil ske det næste minut – der kan det hele i princippet været ændret, og så kan man jo lige så godt leve i det minut der er netop nu, og dermed uden ansvar nemt udsætte det der ikke er så vigtigt til argótera – senere.

For de fleste af os nordboere, der har det svært med, at bussen måske er et par minutter forsinket, fordi vi så måske ikke kan nå toget eller den næste aftale til tiden, kræver det nok også noget af en tilvænning, at have det som en leveregel, at man bare kan udsætte til senere, men det er noget af det, der er så charmerende, og noget af det, der gi’r en indre ro. For tingene bliver sat i et helt andet perspektiv, desto mere man lære at se verden gennem en kretensers øjne.

Lige nu, ved vi godt at Grækenlands økonomi skranter, og landet kører på pumperne. Årsagerne skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er en kendsgerning, at de økonomiske problemer er meget store, og landet er på fallittens rand. Det kan selvfølgelig godt mærkes mange steder, men alligevel påvirker det ikke den dybt indgroede holdning til, at selv det problem, ikke er større og mere vigtigt, end at det kan løses argótera – senere.

Nu kan det meget vel lyde som om, kretenserne og grækerne i øvrigt, er uansvarlige og ligeglade i forhold til landets økonomi, men det er slet ikke tilfældet, for kretenserne har en mening om alt, og gi’r den gerne til kende højlydt, så snart lejlighed byder sig, men der er også ting der er vigtigere at tale om, som da en god bekendt malende og meget beskrivende fortalte mig, hvornår man skulle beskære sine frugt- og andre træer, for at få bedst udbytte det følgende år – man må ikke beskære i december, januar og februar, og kun beskære når månen står lavt, så står saften i træet nemlig også lavt. ”Når månen derimod står højt, ja, så står saften selvfølgelig også højt i stammen” sagde han og rystede opgivende på hovedet af mig, ”og så bli’r det hele noget møg. Regeringen skulle have beskåret mens månen stod lavt, skulle de – så var det ikke gået så galt” sagde han, trak på skuldrende, og så var der jo ikke mere at gøre ved det. Jeg trak også på skuldrene, bare sådan af sympati, men trak også lidt på smilebåndet da vi skiltes, og alle bare fortsatte med deres gøremål.