Den forgangne uge har der været et væld af direkte TV udsendelser fra Grækenlands parlament. Det må siges at være en ren gyser lige i øjeblikket, for det græske temperament skinner tydeligt igennem når regeringen og oppositionen deles i to næsten lige store dele. Grækerne skyder skylden på stort set alt, for landets skrantende økonomi, og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Men spændende er det at se på, når politikerne på skift argumenterer for deres synspunkter og der skiftevis hujes og taktfast klappes, og lige så spændende er det, når modstanderne udvandrer under heftig protest og med store armbevægelser råber snart det ene og snart det andet til hinanden. Jeg tror ikke det nogensinde ville kunne forekomme på Christiansborg, hvor tonen er meget mere poleret og høflig – om det så gør den store forskel. Når afstemningens time så er kommet, foregår det ved, at det enkelte parlamentsmedlem bliver spurgt om hvad han stemmer, og hver enkelt højlydt svarer og afgiver sin stemme, der så tælles op. Der er ikke nogen ja og nej knap at trykke på, og ingen moderne elektronik i det, med en stor tavle hvor man kan se stemmefordelingen, sådan som vi er bekendt med i vores folketing. Men der bliver brugt rigtig meget tid på at argumentere forinden og ikke mindre tid på at drøfte de samme og flere synspunkter ude omkring ved TV skærmene, hvor tonen også er højlydt og armbevægelserne store, når der i reglen sidder flere mænd forsamlet omkring skærmen, ganske lige som når der er fodboldkamp i fjernsynet.

Men allerede næste dag, er det jo en ny dag, og som kretenserne siger: ”I går er i går og nu er det en ny dag”, og i dag er det altså vigtigere, at jeg får vandet den ”Kolokytha” plante, som er kommet op af sig selv, og som står lige foran min dør. Planten der giver nogle flaskelignende frugter, som man også kalder ”Flaskí” og som jeg har fået en af, som en lille fødselsdagsgave. Planten er ikke andet en end 4-5 uger gammel, men allerede omkring 3½ meter høj, og så er den lige begyndt at blomstre så småt. Mange steder bruges frugten til dekorationsbrug. Nogle mener den ligefrem holder onde ånder væk, og som sådan er det da meget rart, at den står lige foran min dør, selvom jeg nu ikke tror så meget på det. Men min ”Flaskí” er lavet helt præcis på samme måde, som man førhen gjorde det, inden vinflaskerne overtog pladsen for husets hjemmelavede Raki og vin. Apropos vin, så står der faktisk også en selvsået vin, meget tæt på min lille terrasse og den kigger vi også til dagligt. Det er underligt nok en meget sen sort, men fantastisk velsmagende. Den høstes først i november, hvor alle andre druer plukkes i september, men måske netop derfor er den så god. Den har stået her 15-16 år og på nuværende tidspunkt, er drueklaserne velformede og fine, men selvfølgelig små. Men Flaskí’en er jeg glad for. Den rummer næsten 2½ liter og fremstilles ved, at man først finder en egnet frugt der kan stå som en flaske (deraf navnet), høster den på det rigtige tidspunkt, skærer toppen af, lader den tørre ud, finder nogle små skarpkantede småsten (klippestykker) på størrelse med små ærter, kommer lidt småsten i, ryster og hælder ud, kommer lidt flere sten i, ryster og hælder ud, og bliver ved sådan, indtil alt frugtkødet er kommet ud, og det kan godt tage en times tid. Derefter hældes vand i, man ryster og hælder ud, gentager, og bliver ved. Så gentager man det hele igen med nogle flere småsten og på et tidspunkt efter et par timer, er vandet man hælder ud af den, lige så rent som det man kommer i. Tilbage står så, at den skal slibes let af udvendigt, smøres ind nogle gange med olivenolie, pudses af med en tør klud, og så skal man finde en egnet korkprop, og vupti – så har man sin helt egen hjemmelavede Flaskí, som er eminent til opbevaring af vin, Raki eller hvad man nu vil have i den. Og hernede er det sådan, at når den kommer på bordet med den hjemmelavede vin i, er der lagt op til en rigtig festlig stund. Så JA…..jeg har selvfølgelig husket at vande planten, og så kan de for min skyld diskutere politik lige så længe de gider, for livet går jo nok videre alligevel, og i morgen er der så igen en ny dag, hvor jeg også skal huske at vande planten.