Efter 11 års pause tager Skive og Omegns Teaterkreds igen ballet på programmet. Men det er ikke kun ballet – det er et enestående flot sceneshow, når Schaufuss Balletten gæster Skive og opfører ”The King” – balletten om Elvis – i Kulturcenter Limfjord torsdag 6. oktober.
Balletmester Peter Schaufuss fortæller i balletten om Elvis Presleys korte, dramatiske liv. 20 internationale dansere ”danser” historien om Elvis – til tonerne af hans egen musik og med hans egen sang.
The King er dog ikke en biografisk gengivelse af stjernens liv og levned, men han har givet inspiration til en beretning om den pris, stjerner må betale for deres geniale talent og medfølgende berømmelse, for at opnå idolstatus.
Elvis Presley, som blev kaldt ”The King of Rock´n´Roll”, er dette århundredes måske største entertainer.
Hans talent var stort, hans flid og arbejdsnarkomani ikke mindre, idet der eksisterer ca. 460 indspilninger med hans produktioner fra de aktive 25 år af hans liv. Af disse har balletmester Peter Schaufuss foretaget et næsten kronologisk valg, der beskriver udviklingen fra den professionelle musikalske fødsel, udfoldelse, succes og modning til nedtur og destruktion.
Forestillingen skal også opfattes som et bud på, hvordan man kan placere sangen og teksten i en musical med dansekunstens koreografi og trin. Det er blevet til en ”dansical”, som er en af Peter Schaufuss mest succesfulde balletter nogensinde, og som har et internationalt format.
Flot show om Elvis i KCL
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive