Mange deltagere fra Skive- og Sallingområdet vil i den kommende weekend møde frem til det årlige slægtstræf hos Kartoffeltyskerne på Alheden på dagcentret i Frederiks. På træffet mødes kartoffeltyskerne, der er efterkommere af de tyskere, der i 1700-tallet indvandrede for at opdyrke den jyske hede. Der kommer deltagere fra hele landet. Formålet er at udveksle deres seneste opdagelser om slægterne og andet nyt inden for slægtsforskningen samt i øvrigt mødes og hygge sig på tværs af slægterne.
Ønsker man viden om, hvorvidt man selv er kartoffeltysker eller måske bare vil have bygget ny viden oven på det, man i forvejen ved – eller blot få en snak om kartoffeltyskerne og deres historie, ja så er alle velkomne uanset om man er medlem af kartoffeltyskerforeningen, oplyser foreningens formand Aksel Kramer.
Der er gratis adgang lørdag den 5. og søndag den 6. november fra kl. 10- 17, hvor foreningens forskere sidder klar til at hjælpe med spørgsmål om kartoffeltyskerslægterne .