I disse år bliver en stadig større del af detailhandlen webbaseret. Nogle butikker har en webshop som supplement til den fysiske forretning – andre har udelukkende websalg. Under navnet ”Få vækst i din webshop” arrangerer Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) og Skive City den 24. januar kl. 10 et minikursus for de personer der har – eller tænker på at få – en webshop.
SETs event manager Charlotte Kastbjerg, SET fortæller: -Hos såvel Skive City som SET har vi noteret en stor interesse for at starte og drive webshop. Vi har derfor valgt at invitere alle interesserede til et minikursus om alt det, man skal tage højde for, hvis man overvejer at få en web-shop. Eller hvis den etablerede webshop trænger til et solidt skub for at kunne vækste.
Minikurset er et af mange arrangementer under VokseVærket, der er regionens satsning på iværksættere og mikrovirksomheder, men kurset er åbent for alle interesserede.
-Efter mini-brunch og networking tager Jacob H. Sørensen fra Skive-virksomheden Dynamic-it deltagerne med hele vejen rundt om workshoppen – med fokus på de grundlæggende elementer, der skal være på plads for at få succes og for at kunne vækste, siger Charlotte Kastbjerg, der tilføjer, at Jacob Sørensen ud over den rent it-faglige ekspertise også har praktisk erfaring fra sin egen webshop, ”Granitbutikken”.
Minikurset vil bl.a. indeholde følgende elementer: valg af shopsystem, konvertering og kasseflow, analyse af trafik og trafikkilder, søgemaskineoptimering, brug af sociale medier, AdWords, Affiliate og anden annoncering, viral markedsføring og internationalisering.
-Det lyder måske lidt for snørklet og ”farligt”, når man ser det på tryk, medgiver Charlotte Kastbjerg. Det skal man dog ikke lade sig forskrække, fastslår hun og forklarer, da ideen med kurset jo netop er at klæde deltagerne på til at forstå, hvordan en webshop fungerer – og ikke mindst få de fif der skal til, for at kunne skabe udvikling og vækst i allerede bestående webshops.
Charlotte Kastbjerg håber, at kurset vækker interesse og hun slutter med en opfordring: -Uanset om du kun pusler med planer om at starte en webshop eller du allerede er så småt i gang, glæder os til at se dig til minikurset, så DIN webshop bliver een af dem, der vækster.