Efter en sæson med forestillinger, der har kunnet tælles på mindre en èn hånd, har selskabets økonomiske situation været anstrengt, næsten KCL`sk. Det siges endog, at Direktør Ferdinand Piper har anskaffet sig en ged på teaterselskabets konto!
Men når krybben er tom, sendes hesten på græs, og der har været initiativrigdom, inspiration og stor virkelyst. Dette har skabt et stykke af internationalt tilsnit, som dette stærkt lokalnationalt kendte teaterselskab nu har sat i scene:
”FLAMMER OVER DANMARK”
Stykket har efter flere pressemeddelelser været efterspurgt i en sådan grad, at Det Piperske Teaterselskab har måttet tilbyde 2 (to!) forestillinger i Thise fredag og lørdag, hvor den lokale borgerforening alligevel forsøger at samle sognet til en fejring af det kommende forår med spisning og munter dansemusik.
Teaterstykket skildrer i ord og sang!!!! et kært stykke danmarkshistorie: Danskernes heroiske, uselviske, romantiske, selvhævdende, mørklagte og ind imellem rørende kamp imod den tyske besættelsesmagt. Rødstensgruppens endegyldige sejr er målet, tyskerne slås på flugt med stor snedighed (og en smule enfold), endskønt tyskerne får hjælp af en lettere depraveret dansk landadel med sans for det kødelige.
Det Piperske Teaterselskab og den lokale borgergruppe er overbeviste om, at en oplevelse i det lille rødstensopførte forsamlingshus venter – så meget at det er nødvendig med en forudbestilt booking. Da forestillingen er kommet lidt hurtig på programmet er dette ikke muligt over billetnet.dk.
En selvstændig indsats – helt i tråd med Det Piperske Teaterselskabs ånd – er derfor helt nødvendig.
På vegne af Det Piperske Teaterselskab
Dollerup, tidl. Skuespiller ved det kongelige!