Jens Vejmand og velfærdssamfundet. Jenlefest 5. august 2012.

Der var ca. 850 deltagere til Jenlefesten 2012, men rekorden var 8000 i Genforeningsåret 1920, hvor rigsdagsmand og redaktør H.P.Hanssen var hovedtaler.

Samtlige optrædende, udenrigsminister Villy Søvndal, journalist og forfatter Niels Krause-Kjær, kgl. skuespiller Ghita Nørby, musikerne Lars Hannibal og Lars Lilholt formidlede gennem deres ord vigtigheden af fællesskab udfra årets tema ”Aakjær og det religiøse”.

Jeppe Aakjær var ikke meget for sin tids tanker om Guds straf, som Indre Mission forfægtede. Han var mere for ansvarlighed over for samfundet, ikke mindst fra magthavernes side, og gennem sin sociale indignation skrev han digtet ”Hvem sidder der bag skærmen” (1905) med Jens Vejmand som frontfigur. Samme Jens Vejmand er inspirationen til velfærdsreformerne i 1960erne.

Det politiske indhold frembar budskabet, at det var klogt med mod og håb at glæde sig over det arabiske forår og at turde lægge bekymringerne på standby. De kendte totalitære diktaturstater er

gradvis faldet, og Dostojevkij blev fremhævet med sine ord om det ydmygende og sårende over for folket i sin russiske samtid.

Nogen hæver stemmen, nogen mister livet, men de skaber forandring.
Jeppe Aakjærs roman ”Vredens børn” har tag i vores samtid, ja, interessen for forfatterskabet i det hele taget er stigende på landets universiteter i forskningen af velfærdsstatens litteratur.

Der blev talt meget om, hvor stor betydning opmærksomhedskulturen har for magtforholdene. Research er afgørende vigtigt for medierne i dag, som de var det for Aakjær. Forskellen er blot, at i dag skal vi forholde os globalt og til et uanet hav af informationer.

Opmærksomheden er altså noget, der bliver meget værd, og der skal kæmpes om den.

I vores tillidssamfund er det vigtigt, at politikerne kan skændes – ordentligt – og dernæst blive enige om, hvad de er uenige om. Deri ligger dynamikken og udviklingen af konstruktive tanker.

Det bliver sværere og sværere at koble sig på fællesskaber. Her indskød formanden for Jenleselskabet Henning Linderoth, at der var 80 frivillige i det litterære selskab Jenle her i blomsterkanten af Danmark. Et sted med udsyn. Det, syntes han, var flot.

Ghita Nørby var ikke mindre end fremragende i sine oplæsninger af Aakjærs sange, sange hun havde sunget ind i sit blod i sit barndomshjem. Hun var ganske henrivende i sine H.C.Andersen fortolkninger. Først i historien ”Det utroligste!” Det utroligste var, at ingen var misundelig.

Hele følelsesregisteret blev aktiveret ved fremførelsen af ”Det er ganske vist!” – næsten gennemspillet som et skuespil. Her plukkede 5 høns sig for at vække hanens opmærksomhed – forlød det. Den danske folkekarakter kom i tankerne.
Lars Hannibald´s første CD var med Aakjærs sange. Han gik på Møllevangsskolen i Aarhus – af nogen kaldt Bøllevangsskolen. Her betød en lærer for ham livslangt engagement i musikkens verden.

Lars Lilholt sang om ikke bare at finde sig selv, men om at prøve at finde hinanden i et fællesskab. Sange udfra hans danske drøm om tillid, åbenhed, at høre til.

Folk rock ”Jens Langkniv” fik forsamlingen til at klappe taktfast til ”Han tog fra de rige og gav til de små, og ravnene skrige ved Karup Å”.

Sluttelig er det værd at nævne, at ”Stille, Hjærte, Sol går ned” (1912) er den mest religiøse verdslige sang, der er skrevet.

En dejlig og indholdsrig Jenlefest trods byger og tordenfluer. Tak for det!