Seldes ældste borgere samles hver mandag i vinterhalvåret til gymnastik i Ældrecentrets fællesstue. Deltagerne er fra midt i halvfjerdserne til 98 år gamle.
Det er både hjemmeboende og beboerne på Selde ældrecenter der mødes og hygger sig.
De starter med kaffe og brød, som de 4 initiativtagere Rigmor Nannerup, Elly Ravnmose, Magna Madsen og Grethe Sørensen skiftes til at bage.
Derefter går de i gang med gymnastikken og får alle dele af kroppen rørt. Også lattermusklerne. Til slut synges der med på gode danske sange.
Det er ikke kun om mandagen der sker noget i Fællesstuen: I vinterhalvåret er der desuden arrangementer i Selde Venne- og pensionistforening hver anden torsdag. Der er både foredrag, musik og filmeftermiddage. Om sommeren afholder samme forening karavaneture rundt i området og ofte ender turen hos nogle flinke folk der giver kaffe. Desuden er der to udflugter i bus hver sommer.