Mens Sydslesvigudstillingen er på Skivebibliotek er inspirationen til følgende henvendelse dukket op:

”Mens der vises en Sydslesvigsudstilling på Skive Bibliotek i tidsrummet 4. okt. – 4. nov., synes byarkivar Niels Mortensen, Byhistorisk Arkiv, og Annmarie Langballe , formand i Skiveegnens Grænseforening, det kunne være morsomt at indvie Skive, Salling og Fjends i egnens liv med Sydslesvig gennem 100 år – fra 1898 – 1998.”

Grænseforeningen for Skive og Omegn 1898-1998 Jubilæumsskrift

”Sønderjylland vundet, det er kampens mål”
-sådan stod der på den fane, som kvinder fra Jebjerg-Lyby og Oddense sogne i maj 1870 overrrakte til skytteforeningen for de pågældende sogne. Ved faneoverrækkelsen talte bl.a. lærer Hansen fra Oddense: Han ”bragte en hilsen fra de betrængte sønderjyder og tolkede på en smuk måde, hvorledes den sønderjyske bonde sukkede under Preusseråget, samt om hans længsel efter at vende tilbage til Danmark.” (SA 26.5.1870)

Det danske nederlag i krigen 1864 medførte tabet af Slesvig-Holsten til sejrherrerne, Preussen og Østrig-Ungarn, og dermed kom mange snart til at høre under Preussen og efter 1871 det tyske kejserrige.
Sympatien for de danske i Sønderjylland kom bl.a. til udtryk i skyttebevægelsen, der i årene efter 1864 fik sit gennembrud overalt i Danmark. Mange skytteforeningsfaner fik samme inskription som fanen fra Jebjerg-Lyby Skyttekreds, og ved skyttestævnerne blev der talt om sønderjyderne og kampen for at få dem hjem til Danmark.

Pastor J.J.Lohmann og stiftelsen af Sønderjysk Forening
Mange sønderjyder valgte efter 1864 at flytte til eller blive i Danmark. En af dem var Jens Jepsen Lohmann fra Haderslev, der var sekondløjtnant i den danske hær i 1864. Efter krigen studerede han teologi i København, og i 1871 blev han cand.theol. Han skrev flere digte og sange, og udgav en sangbog for Sønderjylland (”Den blå sangbog”).

I 1881 blev han sognepræst i Skive, og nogle år efter – formentlig i slutningen af 1880´erne – tog han initiativ til oprettelse af en Sønderjysk Forening for Skive og Omegn. Sønderjylland – og opførelsen af en ny kirke i Skive – var hans store interesser i Skiveårene.

Den 17. oktober i 1894 var der møde ”om den sønderjyske sag” i Teatersalen. Salen var fyldt med 3-400 tilhørere. Meget sigende for de forhold, de dansksindede sønderjyder måtte arbejde under, nævnes navnet på den ene af aftenens talere hverken i annoncer eller avisreferat. Det var for farligt! Efter mødet var der fællesspisning, og herunder blev pastor Lohmann syg. Han døde den 23. oktober 1894. Efter Lohmanns død blev stationsforstander Voss, Skive Hovedbanegård, formand for Sønderjysk Forening.

En gammel regnskabsbog fortæller lidt om aktiviteterne i de første år: Foreningen holdt flere møder i Skive bl.a. i 1891, 1894 og 1895. I 1896 holdes møde hos godsejer Schütte på Eskjær, der var én af drivkræfterne for den sønderjyske sag. I Mogenstrup (v. Breum) og Thise fandtes der ”kredse” – afdelinger – af foreningen midt i 1890´erne.

Ind under ”De samvirkende sønderjyske Foreninger” 1898
I 1898 vedtog Sønderjysk Forening at indmelde sig i hovedorganisationen ”De samvirkende sønderjyske Foreninger”. På en generalforsamling den 15. marts 1898 vedtog man nye love og valgte en bestyrelse bestående af kantor og redaktør af Skive Avis Joh. Hansen (formand), bankdirektør V. Müller, Skive Bank (kasserer), konsul P. Dige, stationsforstander Voss og redaktør H. Kofoed, Skive Folkeblad. Kofoed trådte dog allerede i november1898 ud af bestyrelsen, da han ikke ”ønskede.. at være i bestyrelse sammen med formanden.” Venstre og Højre stod stadig hårdt overfor hinanden efter provisorieopgørene i 1880´erne, og redaktøren af Venstre-avisen Skive Folkeblad kunne altså ikke være i stue sammen med redaktøren af Højres avis, Skive Avis!

Sønderjysk Forening var en nationel forening, og det prægede medlemsskaren. Højre (efter 1915: Det konservative Folkeparti) var solidt repræsenteret i medlemsskaren og bestyrelsen, der var en del Venstrefolk, enkelte radikale, men man skal helt frem til 1930´erne, før den første socialdemokrat meldte sig ind! Og medlemmerne kom næsten alle fra samfundets øverste lag.

Indtil Første verdenskrig
I november 1898 holdt foreningen en foredragsaften med fru Laura Kieler, der fortalte om ”Ånden fra 1848-1850”. Dette møde samlede ca. 150 tilhørere, men derefter gik det tilbage. I 1901 kommer kun bestyrelsen til generalforsamlingen – 5 ud af ca. 150 medlemmer – og et efterfølgende foredrag med cand. Nicolai Andersen, Aabenraa, om ”de danske og tyske sprog i Sønderjylland” samlede kun 20 tilhørere.

Det tog åbenbart pippet fra foreningen. Først i 1912 skrives der igen i protokollen. Den 22. maj 1912 holdtes generalforsamling for at få sat gang i foreningen igen. Kun formanden og kasseren mødte, sammen med 2 avisreferenter! Om foreningens virksomhed i de forløbne år fortalte formanden, kantor Hansen bl.a., at foreningen i de senere år kun havde virket ved at indsende det opkrævede kontingent til ”De samvirkendes” bestyrelse, og at en del af beløbet var gået til ”Sønderjyden”. Siden 1898 … havde foreningen ladet afholde en del foredrag af fremmede foredragsholdere … men der var stadig mødt for få tilhørere, og det hændte, at da en sønderjyde var kaldt hertil for at holde foredrag, at kun 3 tilhørere foruden bestyrelsen mødte.

Bestyrelsen enedes da om foreløbig at opgive den virksomhed og i stedet anvende hele kontingentet som nævnt. Nu synes det imidlertid, som om den nationale stemning atter var i stigen, hvorfor man ville forsøge at optage foredragsvirksomheden igen.”

Bestyrelsen blev rekonstrueret, og man gik i gang med at forsøge at lokke den måske mest kendte sønderjyde, H.P.Hanssen, Nørremølle, til Skive. Både i 1912, 1913 og 1914 forsøgte foreningen at få fat i ham, men uden held!
Medlemstallet var i 1912 på ca. 90, og det steg i 1914 til 144.

Under Første Verdenskrig
Og så gik det hele i stå igen!
Forhandlingsprotokollen fortæller: Efter anmodning fra ”De samvirkende sønderjyske Foreninger”s hovedbestyrelse har herv. Forening holdt sig i ro under hele krigen. Ved dens ophør, da der atter var tale om at kunne afholde møder, indtraf Spansk-syge epidemien, under hvilken man også mente det rettest ikke at afholde større møder. I november1918 var herv. Bestyrelsesmedl. Bankdir. Müller og Joh. Hansen opfordrede til at komme til stede ved et møde i Herning (privat). …. Efter længere forhandling vedtoges det ikke at foretage sig noget angående grænsespørgsmålet.”

I august 1919 afholdt foreningen et offentligt møde med ca. 400 deltagere. ”Så godt som ensstemmigt vedtoges Dannevirkeresolutionen”, der opfordrede ”regeringen og .. Ententens gesandter (De allierede) om at gøre et alvorligt forsøg på at imødekomme de danske Sønderjyders krav om rømningen ad 3. zone.” Kravet stammede fra de såkaldte ”Dannevirkefolk”, der ønskede den dansk-tyske grænse placeret så langt mod syd som muligt, selv om det indebar, at Danmark derved fik et stort tysk mindretal – i modsætning til regeringen og flertallet i Rigsdagen, der ville have grænsen placeret efter sønderjydernes nationale tilknyt, den såkaldte ”sindelagsgrænse”.

Genforeningen i 1920
Ved afstemningerne i 1920 blev det afgjort, at kun den nordligste del af Sønderjylland, hvor der var et flertal af danskere, blev genforenet med Danmark, mens et mindretal af danskere i den mellemste og sydlige del af Sønderjylland forblev som en del af Tyskland.

Det forandrede Sønderjysk Forenings arbejdsopgaver, men desværre kan vi ikke følge dem nærmere, for forhandlingsprotokollen er ikke ført fra 1921 til 1928!
Salget af Dybbølmærket i april blev fra 1920 en årligt tilbagevendende aktivitet, som foreningen flere gange søgte at gøre noget ud af.. I 1930 holdt man en ”Sønderjysk Dag” med foredrag på Skive kommuneskole og et aftenarrangement.

Det var fast tradition, at salget af mærker i Skive blev udført af ældste klasse på skolen, men det på landet var lærerne, der stod for salget

Sønderjydernes besøg i 1929
I begyndelsen af juli 1929 besøgte 63 landmænd fra Skærbæk-Tønder en lørdag-søndag Skiveegnen. De kom på besøg bl.a. hos Gudmund Schütte på Eskjær, hos Jeppe Aakjær på Jenle, på Spøttrup, Marienlyst, og om søndagen deltog de sammen med et hold svenskere i et stort nordisk stævne på Krabbesholm Højskole.
Sønderjydsk Forening holdt en stor aftenfest for sønderjyderne. Der blev holdt en del taler, men så skete der noget:

”Indtil nu havde alt … været lutter idyl … Men nu kastede en ung sønderjyde en fakkel i betænkelig nærhed af en krudttønde. Den unge mand udtalte, at det havde skuffet ham, at man tidligere på dagen kun havde råbt et trefoldigt leve for kongen. Hos os plejer vi altid at give vor folkekære konge et nifoldigt hurra: Kong Christian leve! (9 hurra´er – ”Kong Christian”, alle vers afsynges stående!).

(Den radikale redaktør for Skive Folkeblad) Carl Hansen: Når vi kun har givet kongen tre hurra´er, ligger det i, at vi ikke her er stærkt trænede i at hylde kongen. Mange her er rent ud sagt republikanere. Sangen ”Kong Christian” er også omstridt. Christian den 4. var en god fredskonge, men hans krige bragte kun ulykker over landet.”

Trods denne mislyd blev det en god fest, der først sluttede kl. 12.

I 1930´erne
Efter den ”Sønderjydske Dag” i 1930 holdt foreningen mødepause indtil 1935: ”Det er jo en tradition i foreningen, at der skal gå nogen tid mellem generalforsamlingerne,” sagde formanden, lærer A.L.Andersen i 1935. Om foreningens opgaver sagde han: ”Det gælder jo om at arbejde i fællesskab om den grænse, der nu er afsat. Ved en grænse vil der jo altid blive kamp. Tyskerne er jo meget aggressive … Jeg tror … at det er det rigtigste, at vi støtter arbejdet især syd for grænsen.”

Der blev valgt en bestyrelse, og formand blev købmand Bernhard Fogh, der var god til at sætte gang i tingene.

I 1937 (vistnok!) fik foreningen besøg af Grænseforeningens rejsesekretær, Lawaetz, der skaffede 400 nye medlemmer! Som afslutning på medlemskampagnen blev der holdt en stor fest i Teatersalen med foredrag af Lawaetz og optræden af ”16 unge damer”, der foreviste ”sønderjydske tableauer.”
Årene lige før Anden Verdenskrig var præget af en styrkelse af sympatien for sønderjyderne. I 1938 blev der på initiativ af gårdejer L.Okholm, Søby, og guldsmed Søren Melgaard, Skive, oprettet en fadderskabsforening for Augustenborg Forsamlingshus. Ved stiftelsen medvirkede – og det var nyt – socialdemokraternes førstemand i Skive, borgmester Woldhardt Madsen, der holdt en ”smuk, national tale” – som det hed i Skive Venstreblad.

I foråret 1939 var der fuldt hus i Hawaii-salen på Hotel Phønix nederst i Østergade. Frk. Carla Schribler (”en kvinde vel midt i fyrrerne, med milde ansigtstræk, rolige, kærlige øjne, og håret glat tilbage fra panden, så hun fik det ægte, sønderjydske præg”) talte om grænsekampen og om, hvordan det var at være dansksindet sønderjyde i Hitlerårene, og der var underholdning ved lærer Nederby, tidl. Skive og frk. Asta Esper Andersen, Skive.

Under Anden Verdenskrig
”Den 1. april 1941 holdt bestyrelsen møde … . Siden den 9. april 1940 har foreningen ligget stille, men nu mente vi, at foreningen igen kunne begynde at vise sit ansigt,” står der i protokollen.
Foreningen arrangerede et møde med oberstløjtnant W.Jerk, Viborg, som taler om ”Dybbøldagen og hvorfor vi stadig bør støtte den sønderjydske sag. ”Mødet holdtes på Dybbøldagen, hvor det også lykkedes at sælge mærker for 1000 kr.

Efter Anden Verdenskrig
Efter det tyske nederlag i maj 1945 var muligheden for at ændre grænsen fra 1920 til stede, hvis ellers regeringen og Rigsdagen ville arbejde for det.

Befrielsesregeringen fastslog, at ”grænsen lå fast”, men det standpunkt blev anfægtet såvel fra Sydslesvig som fra mange danskere. I juli 1945 holdt Sønderjysk Forening møde med seminarielærer Claus Eskildsen, der personligt var tilhænger af en grænse ved Ejderen.

Diskussionen om en grænseflytning sluttede endegyldigt med regeringen Knud Kristensens fald i 1947, men hvordan man i Sønderjydsk Forening så på spørgsmålet, er ikke godt at vide, for forhandlingsprotokollen er ikke ført fra 1945 til 1950!

I 1950´erne
I 1950´erne kom arbejdet i Sønderjydsk Forening ind i en mere regelmæssig rytme. Man gik i samarbejde med Fadderskabsforeningen for den danske skole i Sørup. Skolen var blevet oprettet i 1946, og året efter blev der på initiativ af bl.a. gdr. Okholm, Søby Møllegaard, oprettet en fadderskabsforening, der bl.a. sørgede for, at sydslesvigske børn kunne komme på ferieophold på Skiveegnen.

I 1955 kunne Sønderjydsk Forening uddele hæderstegn – Dybbølnåle – til otte personer: Fire for deres indsats ved salget af Dybbølmærker, to for deres indsats i Fadderskabsforeningen, en til fru Alma Madsen for hendes indsats for at skaffe tæpper til de gamle i Sydslesvig og en til fru Else Brask Nielsen for tøjforsendelser til Bertha Wulffs Børnehave i Flensborg. På årets generalforsamling oplyste formanden, seminarieforstander Paaskesen, at foreningen havde givet støtte til Eckernførdeskolen og Sydslesvigs Hjælpe- og Studiefond.

I 1958 blev der gjort et stort medlemsfremstød. Grænseforeningens rejsesekretær, H. Beukel, hvervede 163 nye medlemmer i Skive og 228 på Stoholmkanten, som også kom ind i Skiveforeningen, ”da de ingen selvstændig forening vil have der”! Med de nye medlemmer nåede foreningens medlemstal op på 561, og det ser ud til, at de fleste af de nye medlemmer holdt ved et stykke tid. I 1964 var medlemstallet på 440, men året efter var det faldet til 306.

Grænseforeningen for Skive og Omegn/Salling, Fjends og Fur
I 1972 blev alle sønderjyske foreninger i Skive, Salling og Fjends samlet i én forening. De sammenlagte foreninger var: Skive, Vridsted, Hem-Hindborg-Dølby, Nautrup-Sæby-Vile, Selde-Aasted, Rødding, Krejbjerg, Thise, Midt- og Vestsalling. I 1976 sluttede Fur-foreningen sig til de øvrige, og foreningens navn blev nu: ”Grænseforeningen for Salling, Fjends og Fur”. I 1976(?) blev det lidt for lange navn ændret til: ”Grænseforeningen for Skive og Omegn” med undertitlen: ”Sønderjysk Forening”.

Ved sammenslutningen havde Grænseforeningen ca. 2000 medlemmer,men ret hurtigt måtte man konstatere, at ”der har fra de foreninger, som har ligget stille, været stort frafald,” og i 1974 kunne Grænseforeningens rejsesekretær, Fr. Rudbech, fortælle, at situationen mange andre steder i landet var den samme. På generalforsamlingen i 1976 oplystes, at medlemstallet nu var på 600 medlemmer, og i 1978 var det på 526.
Fra 1. januar 1973 var Danmark medlem af Det europæiske Fællesskab (EF), og der er nok ingen tvivl om, at den afspænding mellem de europæiske lande, som EF var udtryk for, gjorde det sværere at skabe interesse for grænselandsarbejdet.

Nye kontakter og besøg
Midt i 1970´erne døde samarbejdet med Sørup ud. Bestyrelsen drøftede i 1976: ”Hvordan kan man genoptage kontakten med Sørup danske skole”. I 1979 var bestyrelsesmedlemmer fra Sørup sydslesvigske Forening på besøg i Skive, og senere på året var der genvisit fra Skive. I 1986 blev der arrangeret udveksling mellem Sørup danske skole og Thise Friskole.

I 1978 drog 4 bestyrelsesmedlemmer med ledsagere på tur til Sydslesvig. I 1983 blev det medlemmernes tur: 38 deltagere drog på bustur rundt i Sydslesvig, og siden har Grænseforeningen alene eller i samarbejde med andre, f.eks. Folkeuniversitetet, næsten hvert år sendt en busfuld af sted på endags- eller week-end-ture til det sønderjyske.

Udstillinger og arrangementer i 1980´erne og 1990´erne
I 1982 arrangerede foreningen udstillingen ”Syd for stregen”, der blev vist på Glyngøre skole og Skive Handelsskole. Der kom 300 og så udstillingen. Et fællesmøde med ”Foreningen Norden” med Bøgh Andersen, Jaruplund, som taler blev også en succes.

I 1987 stod foreningen bag en udstilling af marskbilleder i Salling Banks udstillingslokaler, og året efter deltog man i en udstilling i Skive-Hallerne i august. Samtidig med udstillingen arrangeredes en kulturpolitisk debat på Hotel Hilltop med deltagelse af landdagsmand Karl Otto Meyer, borgmester Knud Olsen,

folketingsmedlem Else Theill Sørensen og direktør O.M.Olsen.
I 1990´erne har foreningen hvert år tilstræbt at tilbyde to arrangementer og en udflugt til Sydslesvig.

Niels Mortensen
Byhistorisk Arkiv