Unik Musical med dansk 80`er musik på Skive Theater 1.- 4. april
Ungdomsskolen-Skive og Skive Musikskole har for anden gang i de to institutioners historie skabt et fælles teater/musikprojekt. Forestillingen er skabt for at brande Skive som et sted med muligheder og store kvaliteter – som et aktivt og kreativt fritidsmiljø med en flot kommunal tilbudsvifte.
Se også Baggrunds info om projektet:
Klik: http://sallingweb.dk/pdf/201303_HvorforTeaterMusikprojekt.pdf
Med dette projekt håber de to institutioner, at mange borgere i Skive kommune i alle aldre, unge såvel som ældre, er nysgerrige på hvad unge i alderen 13-21 år kan præstere i et professionelt set up.
Med reference til sidste projekt, Michael Jackson musicalen: ”You Are Not Alone” fortsættes der med at stræbe efter at skabe seværdige og flotte forestillinger som med de unges nerve skaber en helt særlig energi.
Denne gang tager vi udgangspunkt i at fortolke danske 80´er hits i en ny indpakning og i samarbejde med en professionel dramatiker, instruktør og ikke mindst de 70 unge deltagere fordelt på musik, skuespil, dans og teknik.
Resultatet er blevet et unikt stykke ny skrevet dramatik, som indeholder de unges egne historier.
Handlingen:
”Tilbage til nutiden” er en eventyrlig og tankevækkende musical, der tager dig med ud på en vild og spændende tidsrejse tilbage til 80’erne og musikken fra dengang.
I Skive i året 2013, under en besynderlig og voldsom lynstorm, forsvinder en bus fyldt med elever fra Skive Gymnasium. Eftersøgningen går straks i gang, og ingen ved at de mange gymnasieelever er blevet kastet tilbage i tiden. De unge vågner op på forskellige steder i Skive i året 1989. De må nu finde ud af, hvad der er sket, og hvad de skal stille op. Dette bliver starten på en morsom og spændende historie der blandt andet indeholder banden; De Vilde Kaniner og en rørende historie om to forelskede unge fra hver sin tid.
Hvad sker der når de unge fra 2013 møder de unge fra 1989? Vil det lykkes for dem komme tilbage til deres egen tid? Tag med på en eventyrlig og musikalsk tidsrejse hvor I bl.a. møder numrene: Video Video, Woodo og Magi i luften.
En rejse hvor alt kan ske.
Billetter kan købes via Skive Theaters hjemmeside eller ved Strøgets Vinhandel
Voksne: 100,-
Studerende og/eller unge under 25 år: 50,-