Skives hus for iværksætteri som ved udgangen af 2012 skiftede navn fra SPARBANK Væksthuset til STEP1, har også haft en udskiftning i bestyrelsen. Men nu er der kommet ro på til at sætte gang i nogle projekter både i og uden for væksthuset.
En ny navnesponsor, en udtrædelse og et jobskifte. Alle tre situationer resulterede i et nyt medlem i bestyrelsen for foreningen for STEP1.
– Det har selvfølgelig betydet at der hele tiden, i en længere periode, har været en ny mand der skulle sættes ind i tingene, men det har også givet bestyrelsen frisk blod og tvunget os til at gentænke mål og strategi, fortæller Lise Korsgaard, husets koordinator som besidder én af de syv bestyrelsesposter.
Et kendt ansigt som formand
Den nye formand Erland Abelgren Nielsen er et kendt ansigt blandt de fleste af bestyrelsesmedlemmerne. Erland Abelgren Nielsen forlod i maj 2012 arbejdsmarkedet og dermed sin post som direktør for kultur og borgerservice, som han har haft de seneste 10 år i Skive Kommune. Erland Abelgren Nielsen har i sine 47 år på arbejdsmarkedet desuden været kommis, produktions-planlægger, revisor og skatteinspektør.
Men helt klar til at sætte sig hjem i stuen og nyde sit otium var Erland Abelgren Nielsen ikke. Han har siden afskeden med arbejdsmarkedet påtaget sig en del ulønnet arbejde i form af bestyrelsesposter, blandt andet formandsposten i STEP1, men også senest som direktør for en nyoprettet fond, Skive Almene Kultur og Festivalfond. En fond som skal understøtte kulturelle tiltag, som kan være med til at sætte Skive på landkortet.
– Det sjove er at meget af det ulønnede arbejde jeg påtager mig nu, er det samme som jeg lavede i min lønnede karrierer, siger Erland Abelgren Nielsen, som dog også får tid til at spille lidt golf.
Nye boller på suppen
Større inddragelse af lejerne, afvikling af iværksætterprojekter og inddragelse af uddannelsesinstitutioner og nogle af de ting den nye formand i SPET1 allerede er ved at køre i stilling.
Og forventningerne til formanden er store:
– Erland er meget praktisk orienteret og når der kommer ideer på bordet, skal der også lægges en plan for hvordan man kommer videre og får eksekveret disse eller i det mindste sat en ansvarlig på for ”next step” siger Lise Korsgaard, om sin nye bestyrelseskollega.
Det næste store projekt i STEP1 er ”Step1 Awarden” som er en del af iværksætterugen i uge 47.
– Der arbejdes lige nu på en større iværksætter event, hvor man kan præsentere sit skuffeprojekt og få hjælp til udvikling og eventuel produktion, fortæller Lise Korsgaard, som står for at planlægge arrangementer i STEP1. Vinderen af den såkaldte ”STEP1 Award”, som løber af stablen i november i år, kan se frem til en stor hjælpepakke samt en økonomisk gevinst.