En grønthøster på stranden, en menneskeskikkelse med fiskebowle som hoved, små spøgelser i en sump og en mand klædt i jakkesæt omfavnende en elefants snabel.
Surrealisme og surreelle tendenser som evig inspiration i dansk kunst efter Anden Verdenskrig er på færde i udstillingen efter surrealismen.
EFTER SURREALISMEN sætter fokus på de surreelle tendenser i dansk kunst, som siden 1930ernes klassiske surrealisme har vist sig livskraftige og evigt inspirerende i kunsten. Med 22 danske kunstnere præsenterer udstillingen både en håndfuld stærke surrealister fra 1930erne og en lang række andre billedkunstnere, som de sidste 50 år har flirtet med surrealisme på forskellig vis.
Fælles for dem alle er, at både drømme, indre syner og mareridt er inspirationskilder i deres kunstneriske arbejde, og udstillingen skildrer, hvor stor en betydning surrealismen som stil har haft for både det 20. og 21. århundredes kunst. Surrealismen bed fast i den danske kunstscene i 1930erne over en forholdsvis kort periode, og som isme forstummede den igen ved udbruddet af Anden Verdenskrig. I midten af 1960erne opstod en fornyet interesse for den figurative surrealisme, som har udmøntet sig i en mangfoldighed af surreelle udtryk i dialog med kunstens andre nybrud gennem tiden. I dag anvender flere samtidskunstnere det surreelle som en form for kunstnerisk strategi, hvorigennem den klassiske surrealismes temaer som drømme, mareridt, det absurde, seksualitet og fremmedgørelse nyfortolkes. Med Poul Anker Bechs ord, bliver der skabt værker, som alle kan se, hvad forestiller, men som for de færreste giver mening!
I Danmark blev surrealismen repræsenteret af bl.a. Vilhelm Bjerke Petersen, som i 1934 udgav bogen Surrealisme. Den mere figurative surrealisme repræsenteredes af Wilhelm Freddie og Harry Carlsson. Det danske surrealisme miljø rummede også internationalt anerkendte kunstnere som Rita Kernn-Larsen, der i 1935 udstillede med Liniens medlemmer på den legendariske udstilling Kubisme-surrealisme. EFTER SURREALISMEN er en sjælden og enestående mulighed for at opleve værker af disse vigtige kunstnere i Skive. Samtidig sættes der fokus på Else Thoresen og Rita Kernn-Larsen, der som klassiske surrealister blev ramt af den kunsthistoriske glemsel, der ofte ramte kvindelige kunstnere.
Surrealismen byggede på troen om en større virkelighed, hvori drøm og virkelighed blev forenet. For mange af surrealisterne var det en livsstil og en ny måde at forholde sig til associationer, drømme og tankeflugt. EFTER SURREALISMENS nulevende kunstnere har alle flirtet med surrealismen. Hos Poul Anker Bech, Ole Tersløse og Kathrine Ærtebjerg viser dette sig som direkte påvirkninger, mens der i Anders Kirkegaards og Morten Scheldes arbejder er tale om parallelforskydninger. Andre som Martin Bigum og Thomas Kluge har en mere sporadisk tilgang til surrealismen. Men alt er tilladt og alt er muligt.
EFTER SURREALISMEN er et samarbejde mellem MUSE®UM, Kunstbygningen i Vrå, Rønnebæksholm, Vestjyllands Kunstmuseum og Kunstforeningen Det Ny Kastet i Thisted. Udstillingen vises i tre af museets sale og lukker d. 5. januar 2014. Dog lukker den ene sal d. 6. oktober 2013.
chat gay de jovenes buscando maduros https://bjsgaychatroom.info/