Furboerne tager atter imod træskibssejladsen ”Limfjorden Rundt” med fest og dans på kajen.
For 26. gang gennemføres nordens største træskibssejlads Limfjorden rund. Sejladsen anløber Fur Havn fredag den 13. september.
Omkring 60 træskibe og næsten 600 besætningsmedlemmer og gæster deltager i sejladsen. Det sker som altid i uge 37. Og der bliver masser af liv, når sejladsen anløber Fur Havn.
Sejladsen begynder ved Løgstør. Første etape går til Thisted. Dagen efter sejles anden etape til Struer. Næste dag tredje etape til Nykøbing. Efter endnu en overnatning sejles fredag morgen mod Fur. De stolte sejlskibe sejler nord og øst om Fur og forventes i havn omkring middagstid.
Mange steder på Fur vil man kunne se folk, der samles på udsigtsstederne for at nyde synet af de flotte skuder. Når en god vind fylder sejlene, kan man godt forstå, at skibene er sammenlignet med stolte svaner.
Der bliver med garanti travlhed og trængsel, når skibene skal fortøjes ved Fur Havn og ved Branden og der er lagt op til fest og hygge. Om eftermiddagen vil der således være musik på havnen og boder med varer og smagsprøver, ølbod og grill.
Kl. 18 er der spisning for de sejlende, hvor Chili-John står for menuen. Fur Bryghus og Dagli’ Brugsen sponsorerer øl til maden. Ca. Kl. 20.00 vil der være præmieoverrækkelse til etapevinderne.
Derefter åbnes teltet på havnen. Bandet “Trio 413” spiller op til dans, og alle er velkomne. Bandet spiller stærkt underholdende og dansevenlig musik.
Arrangementet trækker altid rigtigt mange mennesker til øen, så har man lyst til at overvære det og deltage i festlighederne skal ikke vente med at bestille plads hos spise- og overnatningsstederne.
Det er ”Furs Forenede Foreninger”, som står bag arrangementet på Fur og der er et halvt hundrede frivillige, som får det hele til at fungere.
Kl. 9 om morgenen lørdag d. 14 september går startskuddet til sidste etape og man kan atter få et flot syn, når skibene sætter sejl og sendes af sted østen for Fur med kurs mod Skive, hvor sejladsen slutter med endnu en fest.