Man tænker måske ikke lige over det, men udtjent sexlegetøj med batterier er faktisk elektronikaffald, der indeholder en række materialer, som kan og skal genanvendes i nye produkter. Derfor er det vigtigt, at udtjent sexlegetøj afleveres til genanvendelse.
Men hvem har egentlig lyst til at troppe op på genbrugsstationen med en lyserød dildo med kaninører og spørge “øh, undskyld, men er det her småt brændbart?”
Elektrisk sexlegetøj skal afleveres i burene til elektronikaffald, og de bure er jo ofte åbne, så alle kan se, hvad man afleverer. Det er ikke lige alle, der har lyst til det.
“Hos Erotic in Motion vil vi gerne slå et slag for, at brugt sexlegetøj bliver afleveret korrekt på genbrugsstationerne i stedet for at blive smidt i skraldespanden eller naturen” fortæller ejeren Dan Lei.
For at bidrage til en korrekt genanvendelse af elektroniske produkter har Erotic in Motion, fra uge 36, fået en kiste så det gamle og brugte sexlegetøj kan blive begravet.
“Hvis man kommer med sit brugte sexlegetøj og putter det i kisten, så sørger vi for, at det bliver afleveret korrekt på genbrugsstationen. Så kvitterer vi til gengæld med et gavekort der giver 10% rabat i butikken” fortæller ejeren Dan Lei.
“Du kan komme med ALT sexlegetøj til os – det gælder hvad enten det er elektronisk eller ej. Da meget sexlegetøj indeholder materialer, som kan være skadelige for miljøet, hvis de ender på forbrændingen.”