-og godt nyt for midt- og vestjyllands erhvervsliv
Karup Lufthavns nyhed om, at Norwegian pr. 27. oktober indsætter 6 daglige afgange i begge retninger fra Karup og København vækker stor glæde hos direktøren for Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, Jens Enevold Kristensen.
-Det er en rigtig, rigtig god nyhed, at Norwegian har valgt at imødekomme det midt og vestjyske erhvervslivs efterspørgsel efter flere flyafgange/ankomster, konstaterer Jens Enevold Kristensen.
I løbet af de seneste år har flere og flere erhvervs- og organisationsfolk valgt at køre til Aalborg eller Billund for at tage flyet til København, så for mange vil det være en stor lettelse i hverdagen, når de igen kan nøjes med at køre til Karup – og alligevel kan nå frem til dagens møde. Og ikke mindst – kan nå hjem igen samme dag.
Jens Enevold Kristensen siger: -Jeg håber, at erhvervsledere, organisationsfolk og private borgere vil bakke op om Norwegians nye initiativ, så Karup Lufthavn igen kan blive midt- og vestjydernes foretrukne lufthavn.
-Absolut et kæmpe plus med de nye afgangs/ankomsttider – også for Skiveegnens erhvervsliv, pointerer SETs direktør – der roser Norwegian for initiativet med de 6 daglige flyafgange, som selskabet har lagt i hænderne på Danish Air Transport, der har valgt at beflyve Karup/København ruten med en flytype med 66 sæder.