Hvorfor tage sydpå for at finde sol og varme, når det kan findes i Danmark. Det pragtfulde sommervejr i juli fik mange danskere til at drage til Limfjorden i stedet for at tage sydpå, hvilket kan aflæses i de netop offentliggjorte overnatningstal fra Danmarks Statistik. Tallene viser massiv fremgang i overnatninger i Skive kommune, hvilket naturligvis glæder turismechef Alice Bank Danielsen fra SET (Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter).
-Vi havde nok en fornemmelse af, at det flotte vejr havde fået rigtig mange danskere til vælge ferie i Danmark i juli måned frem for at drage sydpå, men de aktuelle tal overstiger forventningerne, siger en glad turismechef.
Af den omfattende statistik kan læses, at især Region Midtjylland og Region Hovedstaden har haft glæde af denne markante tendens. I Skive kommune er stigningen i overnatningstallene meget markant for juli måned, der viser en fremgang på knap 18% i forhold til året før.
Turismechef Alice Bank Danielsen fortæller: -Statistiktallene viser, at den lokale fremgang er målt i lystbådehavnene og på campingpladserne. Der vores indtryk, at der har været en del sommerhusgæster, men tallene for sommerhusudlejningen er endnu ikke offentliggjort.
Skiveegnen er ikke – på samme måde som f.eks. Nordjylland og Vestkysten er det – et trækplaster for udenlandske turister. Men ikke desto mindre, er også overnatningstallene for udenlandske camping- og sejlergæster på egnen steget markant fra 2012 til 13. Gæsterne kommer fra mange forskellige lande, men dog langt overvejende fra Holland, Tyskland, Norge og Sverige.
-Vejret gør noget ved folks humør, konkluderer Alice Bank Danielsen, der uddyber: – Derfor forventes sommerens fremgang også at få indflydelse på næste års overnatningstal, fordi den fantastiske sommer har sået et godt frø hos de mange gæster, der har nydt det dejlige ferievejr på Skiveegnen.
Hos SET mener man dog ikke, at det er vejret alene, der trækker gæster til området. God presseomtale af ikke mindst Fur har bidraget positivt til tallene for hele kommunen, ligesom den lokale campingfremgang meget vel kan være en udløber af en stærk kampagne i foråret.
Efter ansættelse af en projektleder i det tværkommunale projekt ”Enjoy Limfjorden”, har der ligeledes været en del både national og international markedsføring af Skive, Lemvig, Struer og Holstebro kommuner, hvilket sandsynligvis også har haft en gunstig indflydelse af besøgstallet, pointerer turismechefen.
-Hvor Enjoy Limfjordens formål er at trække gæster og turister til midt- og vestjylland, arbejder SET sideløbende med at fremme vækst og udvikling internt hos egnens turismeaktører, siger Alice Bank Danielsen, der forklarer, at dette bl.a. sker i regi af projektet ”Turismefokuseret erhvervsudvikling”, der har Væksthus Midtjylland, Midtjysk Turisme og Region Midtjylland som samarbejdspartnere.
Alt i alt kan det konkluderes, at vejret naturligvis har en enorm indflydelse på stigningen i overnatningstallene. Det er nu engang bedre at campere og sejle i strålende sol end i øsende regnvejr.
-Men når det er sagt, så gør vi både lokalt og regionalt meget for at skabe gode rammer for danske og udenlandske gæster, således at vejret ikke skal være det eneste parameter for at besøge os, slutter turismechef Alice Bank Danielsen.