En helt ny teaterforestilling om Cirkeline og hendes musevenner kommer nu til Skive-egnen.
Den nye forestilling hedder ”Cirkeline i Tivoliland” – og det mest bemærkelsesværdige er, at langt de fleste af de Cirkeline-sange, som børnene elsker og kender fra de tidligere forestillinger, er samlet her.
For Cirkeline, Frederik og Ingolf er inviteret i Tivoliland for at optræde for de lokale mus. I det fine show spiller de tre venner nogle af de bedste musikalske numre, som trekløveret har præsteret gennem tiderne. Og rollen som musepublikum spilles naturligvis af de tilstedeværende børn.
Det er dog ikke alle, der er lige begejstret for showet. F. eks. kan det lokale politi ikke fordrage mus, og han gør nu alt, hvad der står i hans magt for at sabotere denne gæsteoptræden i Tivoliland. Men det er uden held. For Cirkeline viser endnu engang sit format og får løst problemerne til alles tilfredshed. Stilen i showet er den kendte Cirkeline-stil – men tilsat lidt muppetshow!
Forestillingen spiller fra 18. til 25. september 10 gange på Skive-egnen, nemlig for 800 børnehavebørn på formiddage – og ved offentlige forestillinger for børnefamilier i Skive Theater søndag 22. september. Der er to forestillinger i løbet af søndag eftermiddag, så der er stadigvæk billetter til både forældre og bedsteforældre – udover de 3-9 årige, selvom der allerede er stor interesse for at se ”Cirkeline i Tivoliland”.
Forestillingen, der er produceret af Søholm Park Teatret og arrangeret af Skive og Omegns Teaterkreds, varer 50 minutter.
Ny Cirkeline-forestilling med alle de kendte sange
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt