Med bogen ”Anton Rask – landsbylæge, modstandsmand og diplomat” føjes der ny og opsigtsvækkende viden til den lokale besættelseshistorie på Skive-egnen.
Bogen udkommer fredag den 22. november 2013 – og er skrevet af journalist Merete Just, der selv bor i Salling.
Det begyndte med ønsket om at gengive den historie, som Merete Justs svigerfar, Kristian Just, som under besættelsen boede i Selde, gerne fortalte sine børn.
Historien om flystyrtet, der onsdag den 4. oktober 1944 bragte verdenskrigen til Salling. Og eftersom Merete og Henning Justs søn er opkaldt efter sin farfar, var målet at fortælle ham og Skive Folkeblads læsere om den begivenhedsrige aften.
Under researchen til historien om ”C for Charlie”, som Lancaster-flyet, der styrtede ned i Salling, blev kaldt, fik Merete Just øje på konturerne af en endnu bedre historie: Beretningen om læge Anton Rask i Selde.
Og det er knapt et års arbejde i fritiden, der nu resulterer i bogen om Anton Rask.
Da lægen i marts 1945 som følge af sin modstand mod tyskerne måtte gå under jorden, blev han diplomatisk medarbejder for den navnkundige modstandsmand, Jens Toldstrup. Han blev – med udgangspunkt i Skive – kendt som ”Nordeuropas bedste nedkastningschef. Men Toldstrup vidste selv, at diplomati ikke var hans stærke side – og doktor Rasks opgave blev derfor at gyde olie på vandene, så det aldrig kom til et fatalt brud mellem Toldstrups små 5000 modstandsmænd og Frihedsrådet.
Det førte blandt andet til, at Anton Rask insisterede på, at modstandslederne skulle løbe en stor risiko og mødes i Ranum i Himmerland. Og det er årsagen til, at 28 modstandsmænd og – kvinder, der alle var eftersøgt af Gestapo, tilbragte nogle dage i præstegården i Ranum, hvor de gav den som præster i konvent.
Indtil marts 1945 havde doktor Rask fungeret som én af modstandsbevægelsens læger om natten, mens han passede sine patienter om dagen. Det krævede stor forsigtighed. da Skive-egnens mest fremtrædende nationalsocialist boede på det nærliggende Branden Teglværk.
Ved retsopgøret efter besættelsen kom det paradoksalt nok frem, at lægen ikke blot kunne fortælle, at nationalsocialisten under besættelsen havde bedt ham være mere forsigtig, da han ”var i folkemunde som modstandsmand”. Anton Rask vidnede også til hans fordel som ét af forsvarerens vidner i nationalsocialistens særretssag. Og derfor er også træk af nationalsocialistens historie en del af beretningen af doktor Rask, ligesom også Toldstrups er det.
Bogen fortæller om doktor Rask – og personkredsen omkring ham – helt frem til hans død i Selde i 1966. I bogen medvirker således to af Toldstrups kurérpiger, hvoraf den ene i dag er i 90’erne.
– Som journalist har hverken min mand eller jeg problemer med at betegne historien om Anton Rask som ”fantastisk”. Hverken jeg, der er fra Himmerland, eller min mand, der har boet på Skive-egnen det meste af sit liv, har nogensinde hørt andet end brudstykker af historien. Og vi kan ikke begribe, hvordan så spektakulær en historie endnu kan være ufortalt. Det er på høje tid, at doktor Rask bringes ud af Toldstrups skygge. Og heldigvis er lægens yngste søn, læge Anders Rask, Odense, udstyret med ikke blot en fin fysik, men også en fremragende hukommelse, fastslår Merete Just.
Mange af historierne i bogen er ikke tidligere fortalt.
– Nationalsocialisten viser sig at være ambitiøs politiker med et venligt gemyt – og alt andet end en ondsindet nazist. Det viser sig, at én af efterkrigstidens litterære klassikere, Toldstrups ”Uden Kamp, ingen Sejr”, blev skrevet i lægeboligen i Selde i 1946. Og hvem vidste egentlig, at der i 1945 var røveri ved højlys dag i Selde?
– Ikke mange, vurderer Merete Just.
I det hele taget er mange både triste og muntre anekdoter fra modstandsbevægelsen, der også bør bevares for eftertiden, med i bogen.
– Til gengæld er historien om ”C for Charlie”, der i udgangspunktet var til vores Christian og Folkebladets læsere alene med i bogen i form af et par kapitler, forklarer Merete Just.
Merete og Henning Just står selv for udgivelsen af bogen, som er illustreret med et righoldigt udvalg af billeder fra før, under og efter besættelsen – og mange af dem har ikke tidligere været offentliggjort.
– Det er til dato den største, journalistiske opgave, jeg har sat mig selv på. Og den, der har været mest givende – og krævet mest af mig. Nogle vil måske mene, at jeg burde have ladet være. Men unge i dag og de kommende generationer har krav på historien. De må have mulighed for at forstå og kende fortiden for at kunne agere i den nutid, der er deres – og orientere sig mod fremtiden, siger Merete Just.
Bogen koster 199,95 kr. og kan fra udgivelsesdagen købes hos boghandlerne i Skive, på Skive Museum og hos Min Købmand i Thise.