-Det er den mest danske, ja, nærmere den mest jyske ballet, jeg nogensinde har lavet!
Sådan omtaler lederen af Schaufuss Balletten Peter Schaufuss den ballet, ”Manden, der ønskede sig en havudsigt”, som danses og spilles i Kulturcenter Limfjord torsdag 31. oktober.
Det er nemlig jyske Steffen Brandt og rockgruppen TV-2, der leverer musikken til balletten, hentet fra gruppens CD af samme navn som balletten.
20 af Schaufuss Ballettens dygtige dansere vil levere et flot show til musik fra alle 16 sange på CD´en, suppleret af ”Sænk Mine Skibe” fra CD´en ”Vi bliver alligevel aldrig voksne”. Det er nogle af de mest poetiske sange, som Steffen Brandt har skrevet, store melodier, eftertænksomme historier og evergreens, som f. eks. ”Bag duggede ruder”, ”Kys det du det satans liv”, ”Stjernen over Bjerringbro” og ”Baby Blue”.
Schaufuss faldt for musikken som seriøs rock, sunget på dansk – poetisk, dramatisk og med livserfaring. Det er faktisk første gang i sin karriere, han til sine balletter bruger musik, sunget på dansk – eller jysk om man vil.
Den handler om hverdagslivet fra ung til voksen, om kærligheden – den store, den daglige, den forbudte, den umulige, den stormende.
Om musikken til balletten siger Steffen Brandt: “Vi har valgt at tage udgangspunkt i de brudflader, som ligger i sangene, ikke som en udviklingshistorie, men som nogle punktnedslag i en gruppe moderne menneskers livsforløb, fra ung til voksen.
Det er altså ikke en fortælling om vildskab, der skal tøjles, eller længsler, der skal stilles, men en historie, hvor udviklingen ligger i forsøget på at definere og sammensætte modsatrettede kræfter.”
Peter Schaufuss skabte balletten specielt til Aarhus Festuge i 1999 – og rockgruppen leverede tekst og musik, spillet sammen med RadioUnderholdningsOrkestret. Det blev en drønende succes.
20 af Schaufuss Ballettens dygtige dansere går nu snart på scenen i Skive i en forestilling, der er et bevis på, at TV-2s musik, som efterhånden er allemandseje, ikke kun er noget, man oplever ved at spille en CD eller gå til en koncert. Det er også ballet!
Store TV-2 melodier i et flot ballet-show
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive