Torsdag 30. januar viser dansegruppen Freestyle Phanatix flot og imponerende danseteater på Skive Theater i en forrygende familieforestilling (5-12 år), der kan få både far, mor og børn op af stolen.
På scenen kommer forestillingen, ”Cre8ivity”, med 7 dygtige break-dansere, der kaster skosålerne i flyvehøjde og leger i dansen med tallet 8.
I forestillingen viser danserne både hip-hop, electric-boogie og breakdance, hvor danseren hvirvler rundt om sig selv med løftede ben, mens han står på kun en hånd.
Desuden har danserne følgeskab af en sanger med bumbede tungeklask på mikrofonen – og det er lige noget, der kan få gang i salen. Publikum lader sig forføre og betage af ordløs scenekunst akkurat som ved en koncert.
Allerede ved begyndelsen af danseforestillingen ildner lederen af gruppen
publikum op – og dansegruppen er i stand til at holde stemningen i salen på kogepunktet hele forestillingen, som varer 45 minutter.
De syv dansere, Adam Stefanski, Matt Baricaua, Mohammed Sweilem, Jais Kleinerman, Emilio Sanchez, Karsten Mathiesen og Bobby Obeng Atiedu er af lige så mange nationaliteter. De har hver især deres forcer og deres favoritdansetrin – og tilsammen leverer de et fantastisk show i Anja Jørgensens koreografi, produceret af Freestyle Phanatix.
Efter forestillingen tilbyder dansegruppen at lære fra sig i en gratis workshop, som Skive og Omegns Teaterkreds arrangerer. Alle, der gerne selv vil prøve at danse breakdance får hermed tilbudt en chance. Tilmelding til workshoppen er dog nødvendig på Teaterkredsens kontor – også selvom du allerede har købt billet.
Flot danseteater for børnefamilier
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive