Ofte hører man i medierne, at landets campingpladser kører hver deres løb. På Skiveegnen er det modsatte tilfældet, idet syv af egnens campingpladser har indgået et samarbejde om tema-opdelte aktiviteter og fælles markedsføring for sæsonen 2014. Formålet er naturligvis at skabe opmærksomhed om pladserne – og dermed tiltrække flere danske og udenlandske gæster til egnen.
Repræsentanter fra Hjarbæk Fjord Camping, Skive Fjord Camping, Fur Camping, Limfjords Camping, Junget Camping, Glyngøre Camping og Lundø Camping har på flere møder brainstormet og arbejdet med idéer til temaer. Sammen har pladserne fundet frem til samarbejdsmuligheder og et antal aktivitets-temaer, der skal udvikles og markedsføres i de kommende år.
Talsmand for de syv campingpladser er Lise Korsgaard fra Junget Strand Camping. Hun fortæller, at arbejdsgruppen løbende arbejder med udvikling af idéerne, hvoraf nogle allerede bliver søsat i den kommende sæson, mens andre kræver lidt længere planlægning, således at de først bliver aktuelle i 2015/16.
-I arbejdsgruppen vil vi imidlertid allerede nu gerne løfte lidt af sløret for noget af det, der kommer til at ske i 2014, siger Lise Korsgaard, der uddyber: -Som opfølgning på sidste års ”Gratis weekend”, der gav fulde ”huse” på de involverede campingpladser, tilbyder vi i fællesskab en ”velgørenhedsweekend” – til støtte for Hospitalsklovnene. Derudover vil der i uge 28 blive en temauge med fokus på husdyr.
Campingpladserne har som tidligere nævnt mange idéer til aktiviteter og temauger. Nogle af dem vil være lettere at realisere end andre, f.eks. temauger om Limfjorden – cykel- og kajaktemaer.
-I øjeblikket arbejder gode kræfter hos kommune og private initiativtagere på at lave sammenhængende ridestier og vi håber, at der i løbet af et par år vil være et så fintmasket net af rideruter, at der kan rides fra campingplads til campingplads, lyder det fra Lise Korsgaard.
-Hvis dette – som vi håber og tror – bliver en realitet, vil de syv samarbejdende campingpladser byde ind med faciliteter for både hest og rytter, så det bliver superattraktivt at holde camping-rideferie på Skiveegnen, understreger Lise Korsgaard.
Medio december mødes arbejdsgruppen igen. Denne gang for at fremlægge og drøfte de lidt mere detaljerede planer for de enkelte koncepter, så planlægning – og markedsføring – af sæson 2014 kan skydes officielt i gang.
-Selv om vi har haft en fin sommer, er det jo ikke ensbetydende med, at det automatisk gentager sig næste år, konstaterer Lise Korsgaard, der fortsætter: -På campingpladserne er vi nødt til at gøre noget for at tiltrække campisterne, men hvis vi hver især kun fokuserer på os selv, har vi ikke mange chancer.
-Samarbejde og fælles markedsføring om temaer og aktiviteter er vejen frem, og vi er utrolig stolte af det gode, lokale samarbejde, hvor campingpladserne løser opgaverne i fællesskab, slutter Lise Korsgaard.