I en af dette års familie-juleforestillinger på Skive Theater er nisserne skiftet ud med Pjerrot, men vel at mærke den rigtige Pjerrot fra Bakken.
Han er hovedpersonen i en forestilling med masser af grin, skæve indfald, musikalitet og magi. ”Pjerrots Magiske Skab” for 5 til 12 år spiller på Skive Theater tirsdag 10. december først på aftenen.
Hvert år når Dyrehavsbakken lukker, pakker Pjerrot sin lille beboelsesvogn og kører ud i hele Danmark. Det har han gjort hver sensommer i de godt 210 år, Pjerrot har boet på Bakken.
Undervejs på sine ture rundt om i landet møder kan en række sjove og mærkværdige mennesker. Og tit når han tænker på dem eller fortæller om dem, dukker de pludselig frem fra hans magiske skab. Og det vil de også gøre i Skive.
I familie-forestillingen ”Pjerrots Magiske Skab” møder vi den rigtige Pjerrot fra Bakken, nemlig Kurt Flemming. Han har optrådt dér i en lang årrække og har sat indtil flere rekorder som tryllekunstner.
På scenen kommer også Jesper Søgaard og Peter Holst-Beck. Forestillingen er produceret af Smilets Turné og varer ca. 50 minutter.
Men det er ikke tid at gå hjem fra teatret for hverken børn eller voksne lige efter forestillingen, for jule-traditionen tro serverer bestyrelsen for Skive og Omegns Teaterkreds gratis æbleskiver og cola for børnene og gløgg for de voksne i foyeren.
Pjerrot til Skive i stedet for nisser
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive