Oddense Hallen i Skive Kommune bliver i fremtiden lige så meget et moderne forsamlingshus som en idrætshal. Lokale og Anlægsfonden støtter Oddenses nye samlingssted for alle i byen med 2 mio. kr.
Da Oddense Hallen blev opført i 1983 var det for at skabe plads til datidens klassiske og populære indendørs idrætsgrene som håndbold og badminton. Siden blev tankerne om, hvad en idrætshal kan rumme udvidet betragteligt, hvilket også medførte nye tiltag omkring Oddense Hallen, som fik plads til en stor idrætslegeplads og spejderfaciliteter omkring hallen.
Nu er tiden kommet til et langt større skridt ind i fremtiden for Oddense Hallen, der inden længe omdannes og udvides, så den kan rumme flere forskellige idrætsformer, blive hele byens nye forsamlingshus og støtte op om den lokale skoles øgede behov i forbindelse med folkeskolereformen, hvor skolen får brug for flere muligheder for aktivitetsformer.
Udviklingen af den nye udgave af Oddense Hallen skyldes et samarbejde mellem Oddense Borgerforening og hallens bestyrelse, der tog fart for fem år siden. Dengang skulle borgerforeningen beslutte, om det eksisterende nedslidte forsamlingshus skulle renoveres – eller simpelthen opgives og lukkes. Borgerforeningen valgte en helt tredje løsning. Nemlig at gå sammen med Oddense Hallens bestyrelse om at opføre en tilbygning til hallen, som også kunne blive et tidssvarende forsamlingshus.
Lounge med pejs og langbord
Sammen med Lokale og Anlægsfonden og arkitekterne fra Elkiær + Ebbeskov | Leth & Gori har de lokale kræfter i Oddense udviklet en kombination af idrætshal og forsamlingshus med en række nye tiltag, der kan invitere nye brugere indenfor. Projektet omfatter 447 m² ny tilbygning og ombygning af et areal på 234 m².
Den nye tilbygning rummer et fællesområde med langbord, pejs og lounge. Det hyggelige fællesområde kan nemt ændres til et aktivt lege- og motoriklandskab og har på den måde en solid dobbelt funktion, så byens borgere i alle aldre kan bruge fællesområdet. Fra fællesområdet kan man nemt overskue alle aktiviteterne i bygningen. Et nyt køkken etableres mellem fællesområdet og det største rum i tilbygningen, som er den nye multisal, der både kan bruges til kultur og bevægelse. I forlængelse af multisalen kommer der en ”udelounge” ved boldbanerne, og i den modsatte ende ved hallens forplads bliver der etableret et område med tove, bordtennis og klatretårn samt opholdspladser.
Udvendigt fortsætter tilbygningens tag ned mod jorden, hvor det bliver til et opholdsområde med siddetrapper med udsigt over boldbanerne. Trapperne kan også bruges aktivt som fitness- og træningsinstallation.
Den store hal bevares, men bliver mere åben og tilgængelig, når den nye bygning bliver ”hæftet på”. Der kommer en række nicher til ophold og leg og et værkstedsmøbel, der kan anvendes til mange forskellige kreative aktiviteter..
I den eksisterende del af hallen ændres det nuværende cafeteria og indgangsområde til et fitnesslokale, der vil være åbent fra tidlig morgen til sen aften uafhængigt af hallens almindelige åbningstid.
Projektet er tegnet af arkitekterne fra Elkiær + Ebbeskov | Leth & Gori. Skive Kommune har bevilget 3 mio. kr. til projektet. Lokale og Anlægsfonden støtter med 2 mio. kr. I alt vil projektet koste 9,625 mio. kr. at opføre.
Alfred Brunsgaard, formand for arbejdsgruppen i Oddense Multicenter, siger om projektet:
“Vi ser frem til at kunne tilbyde lokalområdet tidsvarende attraktive faciliteter, der understøtter borgernes kultur- og fritidsaktiviteter, uanset om man er aktiv idrætsudøver eller socialt engageret borger med behov for et samlingssted. Vi forventer dermed i Oddense at kunne løfte områdets image og dermed fastholde eksisterende borgere, såvel som at kunne tiltrække nye.”
Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:
”Der er tænkt meget over, hvordan forskellige brugergrupper mødes i fællesarealerne, og der er derfor tale om et godt eksempel på, hvordan det med en begrænset anlægsøkonomi er muligt at skabe rammer, der forener idrætshallen og forsamlingshuset.”
2 mio. kr. til ombygning af Oddense Hallen
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Oddense/Otting