Hjertelægens fornemmelse for kunst
af Ove Torp, www.kunstklinikken.dk

Tiden var 1958. Der begyndte at komme blus på lampen igen ovenpå krigsårenes mørke. Man følte, at man stod ved indgangen til en ny tidsalder, hvor alt lå åbent. Der var koldkrig og kapløb mod himmelrummet. Det lykkedes USA at sende en jorddrabant ud i rummet lidt forsinket efter russernes sputnik.
Danmark med Niels Bohr i spidsen stillede sig positivt til atomenergiens fredelige udnyttelse og man opførte Atomforsøgsstationen Risø. Klaus Rifbjerg skrev “Den kroniske uskyld”, Leif Panduro “Rend mig i traditionerne”, Tommy Steel gav koncert for hylende teenagere i KB Hallen. Og kunstnere som Robert Jacobsen og Richard Mortensen fandt i Paris vejen ud af krigens ruinhob ved at konstruere en helt ny konstruktiv stil, der passede til tidens genopbygning. Man fandt frem til et non-figurativt sprog med klare former og helt uden associationer til noget genkendeligt. Man arbejdede kun med grafiske, koloristiske og rumlige værdier.

Sådan indleder tidligere direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, sin Introduktion til en særpræget kunstbog med familiehistorie og værker af hjertelægen Poul Ebbe Nielsen. Familien i Durup skulle have nyt liv i stuen, og familiens 17-årige søn (nummer to af seks børn) fik til opgave at stå for udsmykningen. Sådan kom den moderne kunst til Durup. Denne skribent havde som 12-årig ikke begreb om kunst, før han nogle år senere var heldig at støde på egnens kunstnere: Finn Lynggaard, Felix Pedersen, Erik Heide og Preben Wölck m.fl.. Men som ny spejder stor beundrer af den 17-årige Poul Ebbe og hans storebror Søren. De var medhjælpere på spejderlejren, hvor Poul Ebbe forvaltede Proviantteltet og var klar med trøst og en skive brød med skrabet jorbær-syltetøj, når vi små var pivede. Det nævner jeg, fordi bogens grundtone er den samme, spejderdrengen, der vil fastholde glæden og de kristne værdier.

Ved første gennemlæsning forekommer det personlige, grænsende til det private, at være for meget i forhold til de viste billeder og den kunstneriske kvalitet. Men ved næste gennemsyn går det bedre. Så træder ærligheden frem, og jeg ser en habil landskabsmaler, og en kunstner der folder sig ud, når det kommer til kirkekunsten. Også skulpturerne får vægt, når de ses sammen med den store glæde ved familien, de arbejdsomme forældre, den glade missionske far, kirkesangeren i Tødering og den grundtvigske mor, de to derhjemme i den lille manufakturhandel, de seks børn, der alle har drevet det vidt. Den elskede hustru, der kan sende ham ud til kunsten, når han fylder for meget i stuen. Børnene og ikke mindst børnebørnene, der får lov at være med ved maleriet. Det sidste kan jeg helt identificere mig med her i kunstklinikken i Herning. Har det noget med kunst at gøre, ja det har det. På sin egen fornemmende måde. Cobra-kunstnerne vidste det omkring 1950 – og andre har fortalt mig noget lignende. Det er ikke barnagtigt at hente kunstnerisk energi i samspil børnene. Det barnlige er livgivende også i kunsten – du skal blive som disse små…

Poul Ebbe har gennem alle årene haft maleriet som en interesse ved siden af lægegerningen. I bogen fortæller han jordnært om glæden ved at finde ind i de tekniske finesser bag allehånde kunstneriske udtryk, næsten som en lærebog for nybegyndere. Nysgerrighed synes at være et karaktertræk, der har rykket forfatteren fremad i livet. Han maler i skrappe farver og har benyttet givne livssituationer til at folde sig ud med udsmykninger. Til hospitaler og kirkerum, nu også i glas og skulptur. Lyset og solen er det, der rækkes efter. Han er manden bag flere glasmosaikker på det Sallingland, han kommer fra. Blandt andet Glyngøre Kirke og Vile Kirke med “Lyset fra Vorherre”, der præger bogens forside.

Bogen omtaler blandt andet Poul Ebbe Nielsens hjertesygdom og operationer, hvor han har fået nye hjerteklapper. Også her er sygdomshistorien sammenkædet med malerier, der vel har givet sig af den store usikkerhed. Malerier der for en dels vedkommende er endt som hospitalsudsmykning.
Den nu 73-årige læge har i tæt samarbejde med Allis Helleland gennemgået den omfattende produktion, fotograferet, katalogiseret og samlet i 11 afsnit med hver sin indledende tekst. I alt er et par hundrede billeder med i bogen, herunder familiefotos blandt værkerne. Således fremstår bogen som en personlig hilsen til efterkommerne og eftertiden. En bog der er værd at overkomme og måske til efterfølgelse. Der er noget tankevækkende i udsagnet: hvis ikke det er skrevet ned, så eksisterer det ikke..