10. maj – 24. august
Krydsfelt Skive, Havnevej 14, 7800 Skive
Urokse, mammut, finhval, kæmpehjort, spækhugger, isbjørn, ulv og bæver: Nogle arter er uddøde mens andre er blevet fortrængt fra Danmark på grund af klimaændringer eller jagt fra mennesker.
Med udstillingen STORE DYR fortæller MUSE®UM Krydsfelt Skive historierne om de store dyr, der har levet på Skiveegnen. Vores beretning starter under sidste istid for cirka 20.000 år siden, hvor mammutter og urokser vandrede rundt på tundrasletterne foran isranden og isbjørne strejfede omkring og gik på sæljagt på drivisen ud for kysten ved Thy. Siden har klimaet ændret sig og med det også de dyr, der har levet på Skiveegnen.
I dag er det ikke klimaet, der er den vigtigste faktor for, hvilke dyrearter vi finder, men derimod os mennesker. Siden vi indtog landet, har naturen måttet vige og dyrearter er forsvundet i takt med at deres levesteder er blevet ødelagt.
Indenfor de seneste årtier er det igen blevet muligt at se dyrearter som fx bæver, bison, elg og nu senest også ulven vildtlevende i den danske natur. Nogle arter har fået hjælp, det gælder fx for bison og bæver, der er blevet genudsat af mennesker. Derimod har de ulve, der nu igen strejfer om her på egnen, klaret det selv uden hjælp fra os mennesker.
Udstillingen åbnes lørdag den 10. maj kl. 14-16.