Vi har i Thise vuggestue længe gået og leget med tanken om, at få et hønsehold. Nu er det blevet en realitet. Vi fik grønt lys fra skolen og til vores general forsamling, mødte vi stor opbakning fra forældrene. De bliver på skift ansvarlige for pasningen i weekender og ferier.
På arbejdsdagen d. 3. maj, fik vi bygget den flotteste hønsegård, som blev døbt ”Barnevelder-verden”. Hønsene vi har fået er af racen Barnevelder, hvilket vi finder komisk, når man tænker på, at de skal bo i en vuggestue. Det er en stor og rolig race, som er nemme at gøre tamme og derfor er ideelle til livet i en vuggestue.
Baggrunden for at få høns er, at vi mener at der er stor læring for børnene i, at se hvordan man behandler dyr og hvordan man passer dem. Børnene skal deltage i den daglige pasning af hønsene. Vi har indtil videre 3 smukke Barnevelder-høns.
Tirsdag d. 6. maj havde vi officiel indvielse af hønsegården. Her kom der forældre børn fra både vuggestue, børnehave og SFO. Vi havde spurgt Knud G. Andersen om, han ville være vores ”speciel guest” der klippede snoren til hønsegården over og lukkede hønsene ud. Knud har været foregangsmand for mange af de ting, der er sket og stadig sker her i Thise og han har også haft en finger med i spillet, hvad angår tilblivelsen af vores lille skønne vuggestue. Så det faldt meget naturligt at spørge Knud. Efter indvielsen var der kaffe og kage i Vuggestuen
Hønehold i Thise Vuggestue
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Thise/Sundsøre