Radikale afviser Enhedslistens krav om højere bilskatter for midt- og vestjyderne: bilister betaler nok.
Radikale Venstre afviser, at bilister skal betale mere i skat, fortæller transportordfører, Andreas Steenberg, valgt i Midt- og Vestjylland. Bilisterne betalte i 2013 hele 35 milliarder kroner i alt lige fra benzinafgift til registreringsafgift. Det, mener regeringspartiet, er nok. Steenberg mener også, at det vil ramme landområderne hårdt, for her er det utopi med busser og tog hvert 10 minut. Folk kan kun tage bilen, hvis hverdagen skal hænge sammen, siger Steenberg.
’Vi investerer meget i jernbanerne, blandt andet over 2 mia. kr. i Midt- og Vestjylland. Det er godt, for jeg tror på, at flere gerne vil tage toget fra Skive, Viborg, Holstebro, Herning til eksempelvis København og Aarhus, hvis det går hurtigt, og toget er direkte. Men jeg tror ikke på, at tog og busser vil kunne dække behovet for at køre fra Skive ud på Salling eller fra Sunds til Lemvig for bare at nævne to eksempler, ‘ siger Andreas Steenberg (R) og fortsætter:
’Det vil koste en bondegård og er ikke realistisk. Der er ikke folk nok til at få økonomi i kollektiv trafik i landområderne,’ siger Steenberg.
’Hvis Enhedslisten får indført mere skat på biler, så bliver det i høj grad borgere i det jyske, der skal betale. Det er ikke rimeligt og er med til at gøre det mindre attraktivt at bo på landet. Det vil vi ikke støtte, ’ siger Andreas Steenberg (R).
’Vi er enige i, at vi skal gøre noget ved klimaet, men det er forkert at se bilisme som noget, der til hver en tid vil skade klimaet. Bilerne kører længere på literen, og vi forventer en stor nedgang i CO2 udslippet de kommende år, for bilerne bliver grønnere. På sigt tror jeg på, at bilerne vil blive el- eller brintbiler og så udleder de slet ikke CO2, hvis strømmen kommer fra vedvarende energi. Det er vejen at gå. Ikke at bekæmpe biler, som for mange er uundværlige, ‘ siger Andreas Steenberg (R).