Når Roslev Skole åbner deres nye tilbygning d. 12.12.14, er de frontrunner indenfor genanvendelse af byggematerialer i Skive Kommune.
Skolens nye tilbygning er bl.a. bygget af materialer fra ”Annas hus”, som tidligere lå på grunden i Grønnegade i Roslev. Huset blev revet ned af Salling Entreprenører i marts 2014 med henblik på genanvendelse af byggematerialerne. Siden da er murstenene blevet renset og derefter brugt i den nye tilbygning. Der er også andre anvendelige byggematerialer i gamle huse, men i denne omgang har der været fokus på genbrug af mursten.
Indvielsen af den nye tilbygning bliver fejret med kage til skolens elever leveret af projekt Genbyg Skive. Tidligere på dagen vil bl.a. byrådet og projektets partnere stå for den officielle åbning.
Energibyen Skive og Skive Kommune har i et år nu kørt projektet Genbyg Skive, der har arbejdet for at skabe opmærksomhed omkring genanvendelse af byggematerialer, og det er kulminationen på projektet at kunne se det blive bragt i anvendelse i kommunen.
Fakta:
Ved nedbrydning af et typisk byhus fra 50erne frigøres ca.160 tons materialer for 80 m2. stort hus. Heraf udgør muresten ca. 50 tons, og hvis de kan renses og sælges for 3 kroner stykket, vil det teoretisk give en omsætning på 75.000 kr. Der vil tillige være en CO2 reduktion ved at bygge med de gamle sten frem for nye på 25 tons CO2.
Ved nedbrydning af huse tænkes traditionelt på at genanvende døre, vinduer, træ og metal. Der fokuseres på den billigste bortskaffelse og ikke den bedste samfundsmæssige og miljømæssige løsning. Det betyder bl.a., at alle sten helt eller delvist bliver knust og brugt til vejfyld, og isoleringsmateriale bliver kørt på deponi. Hvis dette skal ændres, er det nødvendigt at udarbejde nye forretningsmodeller for nedbrydning og anvendelse af materialer. Modellerne skal tage hensyn til miljø, men også beregninger af hvor store mængder der skal håndteres, for at det bliver økonomisk rentabelt. Hvis mængderne er store nok, er udviklingen af effektive håndteringsmetoder mere interessante og dermed en økonomisk attraktiv forretning.