Skive Kultur- og Samtalecafé på Skive Bibliotek hver onsdag fra kl. 16-18. Alle er velkomne da det er åben café og man kan selv medbringe kaffe og kage,
Hovedidéen med caféen er at skabe nogle rammer hvor et møde mellem lokale flygtninge og skibonitter kan finde sted. Formålet med caféen er at styrke integrationen af det relativ store antal flygtninge Skive Kommune modtager i øjeblikket fra især Syrien – men også fra fx Colombia og Tjetjenien.
Baggrunden for caféen er at en række flygtninge især fra Syrien har henvendt sig til Skive Kommune med ønsket om at møde lokalbefolkningen under uformelle og afslappede former. I caféen vil flygtninge og danskere derfor kunne mødes og hygge sig, få indblik i hinandens kultur, skabe kontakter og netværk og ikke mindst – for flygtningenes vedkommende – styrke tilegnelsen af dansk.
Sproget er som bekendt et centralt omdrejningspunkt for at en vellykket integration kan finde sted. Samtidig er det tanken, at caféen skal være ramme om forskellige arrangementer, og første gang sættes fokus på flygtninge fra Syrien og deres baggrund.