Fredag 14. august er der igen mulighed for at se gratis gadeteater i Skives gågader – og denne gang er det helt anderledes gadeteater end sædvanligt.To kvindelige skuespillere fra Gydas Teater Transportable går begge gennem gågaden – med hver sit lille teater i en rem om halsen. De trækker scenetæppet op, når de møder en lille gruppe i gaden, og så spiller de to af H. C. Andersens helt korte eventyr, ”Sommerfuglen” og ”Tepotten”. Stilen er en blanding af gammeldags pap-dukketeater, fortælling og gøgl. De to fortællere og dukkeførere har hængt spilledåser på siden af deres små mave-teatre, så der både er ouverture og underlægningsmusik til fortællingerne. Har man tid til og lyst til at se og høre med, så kan det oplyses, at skuespillerne er lette at finde i gaden, for de er klædt i lysende pink. Deres små forestillinger varer højst 6-8 minutter hver – men de spiller dem mange gange forskellige steder i gågaden i løbet af to eftermiddagstimer. Det er Teaterkredsen, der arrangerer forestillingerne, der er et led i ”Sommer i Skive”.
Transportabelt teater om H. C. Andersen
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive