Fredag 7. august om eftermiddagen bliver der virkeligt liv i Skive, når 3 ryttere til hest tager turen gennem Skives gågader.
Det er sommerens første gratis gadeteater, og der bliver noget ret usædvanligt at se på for børn og voksne, når den franske gruppe Les Goulus kommer til byen med forestillingen ”The Horsemen”.
De tre fornemme ryttere vil vise deres bedste tricks. De holder opvisning inden den forestående Olympiade – og de opretholder den stiveste arrogance, selv når det hele går fuldstændig skævt. Og det gør det det meste af tiden!
De giver to forestillinger i løbet af fredag eftermiddag, så der vil være gode chancer for, at alle børn og voksne kan nå at få de ret komiske franske ryttere at se. Og der er altså ikke noget at være bange for, for det er ikke ”rigtige” heste. Der er tale om nogle helt utrolige heste-kostumer, der sidder på de tre meget dygtige skuespillere.
Begge forestillinger begynder ved Rådhustorvet – og hvis hestene ellers vil, er det meningen at lægge opvisningerne ud i gågaden. Det er Teaterkredsen, der arrangerer – og forestillingerne er led i ”Sommer i Skive”.
Komiske franske ryttere i Skives Gågade
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt