Esben Lunde Larsen, uddannelsesminister (V) vil med egne ord sætte ’kornfede’ uddannelser på slankekur ved at lade dem spare 2 % i 4 år. Det vil være rektorerne, som skal lave besparelserne. Andreas Steenberg, valgt i Midt- Vestjylland for Radikale Venstre kalder det en katastrofe for uddannelserne i det midt- og vestjyske. Når embedsmænd skal spare milliarder, frygter han at det bliver de små uddannelser, der bliver ramt eller helt lukket.
’Det er fejt, at Esben Lunde (V) bare sender regningen ud til embedsmænd, der så skal finde pengene. Besparelserne vil blive fundet på blandt andet stordrift og det rammer de små uddannelser i vores landsdel. Læreruddannelserne og Skive og Nørre Nissum har tidligere været forsøgt lukket og det frygter jeg vil ske igen, ‘ siger Andreas Steenberg.
Steenberg peger på, at alle mellemlange uddannelser som fx socialrådgiver, lærer og pædagog er samlet under een ledelse i hele regionen fra Aarhus til Hvide Sande og at uddannelserne i Foulum og Herning er under Aarhus Universitet.
’Når Esben siger, at der er for mange penge hos institutionerne, så er en nem måde at spare på at have færre institutioner og det er nok ikke uddannelserne i Aarhus, som embedsmænd kigger på først. Når Venstre bestiller besparelser hos embedsmændene, så bliver det helt sikkert ikke vores landsdel, som bliver forfordelt, ’ siger Andreas Steenberg, Radikale Venstre