Som et led i et større erhvervsudviklingsprojekt, inviterer SET (Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter) og TRC (TR Consult) til opstartsmøde for et erhvervsnetværk i Glyngøre. Invitationen gælder alle erhvervsdrivende i Glyngøre – uanset branche.
Målet med mødet er at give en orientering om det kommende netværk og tanken bag det samt at lodde stemningen for at deltage. Mødet er åbent for alle interesserede – hvad enten de beslutter sig for at være med i netværket eller ej.
’Vi glæder os meget til at komme rigtig i gang med dette spændende projekt’, begynder Alice Bank Danielsen, direktør for SET. ’Vi er overbeviste om, at det blandt andet er kraftfulde erhvervsnetværk, der bliver afgørende for en fortsat udvikling af vores landdistrikter’.
Hun forklarer, at projektet allerede har indledende kontakt med repræsentanter for flere byer og områder, hvor der enten allerede er et erhvervsnetværk eller en interesse for at etableret et.
Thomas Rosenkrands fra TRC er projektleder for erhvervsnetværket Vækst i Durup, som fungerer som rollemodel for de kommende netværk. Han forklarer:
’Vi har set i Vækst i Durup, at det er lykkedes at få drejet omtalen af byen og især erhvervet i positiv retning. Og vi har også set, at det giver mere arbejde, når der etableres et lokalt forankret erhvervsnetværk – der samhandles mere lokalt og der søsættes spændende projekter, som aldrig var blevet til noget uden netværket. Derfor ser jeg meget frem til at bidrage til samme positive effekter i Glyngøre og øvrige byer eller områder, der måtte have interessen’.
Skive Kommunes Vækstpulje og LAG Skive-Viborg støtter projektet økonomisk. Mødet i Glyngøre foregår i JAMO-huset torsdag den 17. september kl. 15-16.