Energibyen Skive hædres for internationalt innovations-projekt
Energibyen Skive og Skive Kommune fik i aftes en flot andenplads ved RegioStars Awards for biogas-projektet Implement, som dermed er et af de bedst gennemførte projekter i Europa.
Implement konkurrerede med 150 indstillede europæiske projekter og var nomineret i kategorien ’Citystar’.
Giver international anerkendelse
Prisoverrækkelsen fandt sted i Bruxelles tirsdag aften på Palais des Beaux-Arts (BOZAR).
– Vi modtager beviset på vegne af alle vores partnere i Danmark, Norge og Sverige. Vi er utroligt stolte af placeringen, som giver os international anerkendelse for et af de mest innovative projekter i Europa. Samtidigt giver det os yderligere motivation og muligheder for samarbejde på tværs af grænser, siger projektkoordinator Steen Hintze i Energibyen Skive.
Sammen med Plan- og Supportchef Finn Dissing fra Skive Kommune er han taget til Bruxelles for at modtage et bevis for sølv-placeringen.
Regional udvikling
En RegioStars Award gives til europæiske projekter, der har fokus på regional udvikling.
Projektet implement var et samarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige.