Kurven for overnattende turister i Skive Kommune har de seneste år været svagt opadgående. Finanskrisen har fortaget sig, og ferie og oplevelser er igen blevet en høj prioritet for mange familier der i hverdagen lever et travlt liv med mange forpligtelser. I højsæsonen efterlyser feriehusbureauerne sommerhuse til udlejning langs fjorden, for naturen og vandet på Skiveegnen er fortsat noget af det turisterne tager til området for at opleve. Men der er også mange spændende turisme- og oplevelsesvirksomheder på Skiveegnen, som udbyder aktiviteter og oplevelser – og som primært lever af områdets turister.
Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter lancerer nu et nyt fordelskort, som skal give de gæster, som vælger at overnatte på Skiveegnen, små fordele og rabatter på aktiviteter og oplevelser i området. Kortet vil således kun blive udleveret på overnatningsstederne og skal fungere som ekstra lokkemad for feriehusudlejningsbureauer, hoteller, vandrerhjem og private overnatningssteder. Kortet vil samtidig blive en ny markedsføringsplatform for de virksomheder i området, som udbyder oplevelser til turisterne. Ved at tilbyde overnattende gæster en ekstra fordel, bliver virksomheden automatisk markedsført overfor alle de overnattende gæster som får kortet udleveret. Ideen til fordelskortet kommer fra Hals ved Aalborg, hvor initiativet har fået god respons fra de lokale virksomheder.
Det nye fordelskort er en del af Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenters markedsføringsindsats for turisme- og oplevelsesvirksomhederne på Skiveegnen. Samtidig er kortet en del af en større indsats, som skal skaffe flere udlejningssommerhuse i Skive Kommune og gøre det endnu mere attraktivt at købe overnatning i området. I forbindelse med påsken udgives et magasin med tips til renovering og information om udlejningsmuligheder til alle, der ejer feriehus i Skive Kommune. I marts måned tilbyder SET et forløb for overnatningsstederne, som sætter fokus på indretningen af overnatningsstedet og de mange muligheder for at udbyde overnatning på online bookingportaler. D. 10. marts gæster Dorte Kiilerich Hotel Skivehus for at fortælle turismevirksomhederne om hvordan man optimerer gæsteoplevelsen og skaber mere salg. Dorte Kiilerich er tidligere direktør i VisitDenmark og har arbejdet med rejser og oplevelser de sidste 14 år.
D. 29. februar holder Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter informationsmøde om det nye fordelskort. Alle turismerelaterede virksomheder er velkommen til at tilmelde sig mødet via centerets hjemmeside www.skiveet.dk.