Lions donation til “Selvhjælpsgruppen for pårørende til misbrugere”.
Kræmmermarkedet bliver i år afholdt fredag den 6. maj 2016 kl. 09.00 – 18.00.
Igen et samarbejde mellem kvindeklubben Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen og herreklubben Lions Club Morsø.
Den 6. maj er også ”Foreningernes dag”, så Kirketorvet vil forhåbentligt blive fyldt op af rigtig mange deltagere.
Overskuddet fra Kræmmermarkedet blev sidste år doneret til ”Folkekirkens Sorggrupper på Mors”.
I år vil overskuddet blive doneret til: ”Selvhjælpsgruppen for pårørende til misbrugere”
Selvhjælpsgrupperne er startet, som et led i KFUM´s sociale arbejdes projekt ”Frivillig dynamo”.
Gruppen bag selvhjælpsgruppen består af tørlagte alkoholikere og pårørende til tørlagte alkoholikere. De har alle erfaret, på egen krop, hvor vigtigt det er at sætte ord på sine følelser. Det giver ro i sjælen.
For pårørende er misbrugets karakter underordnet. Det er de samme følelser pårørende tumler med, hvad enten din misbruger tager stoffer, drikker, ryger hash eller indtager piller.
Selvhjælpsgruppen har brug for penge for at få råd til professionel hjælp og rådgivning.
Det er et godt og vigtigt stykke arbejde selvhjælpsgruppen udfører, så derfor vil vi fra Lions gerne støtte. Vi håber derfor at se rigtig mange købelystne gæster i teltet på Kirketorvet.
Til orientering vil der ligge foldere i teltet med flere oplysninger.