Onsdag 11. maj forvandles Kulturcenter Limfjords scene til et magisk univers, hvor gys og fryd, drageblod og nordiske middelaldertoner hersker, når ”Skammerens Datter” opføres som familiemusical.
Musikken spilles live, og forestillingen byder på en fantastisk flot scenografi, 27 skuespillere og sangere i over 100 kostumer samt en ti meter lang drage.
Der er lagt op til en stor oplevelse for børn og voksne, idet Fantasy-genren er ny på teatret. Den bygger på en fantastisk fortælling samt lys, lyd og effekter, der tryllebinder og skaber magiske øjeblikke.
Tusindvis af børn på Skive-egnen kender historien bag musicalen fra Lene Kaaberbøls fantasy-roman ”Skammerens Datter”, der er solgt i mere end 1 million eksemplarer og oversat til 35 sprog. Nu bliver den til den største og den dyreste familieforestilling, teaterkredsen nogensinde har opført i Skive. Og der er stor interesse for at se forestillingen, idet der allerede er solgt over 700 billetter.
En sen aften bliver Dinas mor hentet af en ridder fra byen Dunark, hvor en forfærdelig forbrydelse er blevet begået. Dinas mor har skammerøjne. Hver gang hun ser folk i øjnene, skammer de sig over de beskidte og uærlige ting, de har gjort i deres liv. Dinas mor kommer ikke hjem igen.
Så da en ridder fra Dunark kommer for at hente Dina med en besked fra hendes mor om, at hun behøver hende, tager Dina, der har arvet sin mors skammerøjne, naturligvis den lange tur til Dunark. Det skulle hun ikke have gjort. Dina bliver hurtigt viklet ind i de begåede forbrydelser og må både flygte fra sultne drager og onde riddere i et forsøg på at hjælpe sin mor og sin nye ven Nico.
750 vil se Skammerens Datter
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive