Lørdag 6. august om formiddagen kan folk handle helt trygt i Skives gågader. Fire sortklædte bodyguards lover nemlig ”at passe cool og kærligt på alle uanset køn eller status”. Det siger de i hvert fald selv, de fire skuespillere fra Teatret Beagle, der to gange i løbet af formiddagen vil agere som ”The Bodyguards” i gågaderne – og dermed levere sommerens første gadeteater.
De fire bodyguards vil sørge for, at mange, de møder, får vip-status, når de udfører deres vantro og absurde sikkerhedstjek. Det kan være et kærestepar, en trækkende cyklist, en kørestolsbruger, der pludselig bliver eskorteret et stykke vej gennem mængden. Deres autoritet kan virke overraskende, men det ender med lattervækkende forløsning, når folk finder ud af, at der er tale om skuespillere og ikke rigtige bodyguards. Teaterkredsen er i samarbejde med Skive Kommune arrangør af de fire gadeteater-forestillinger, der spiller i august. De to næste forestillinger spiller fredag eftermiddag 12. august og 19. august. Den sidste forestilling fredag formiddag 26. august – og den er for de helt små børn i Skive Kommune.