Udstilling, åbent hus og en tur bag kulissen
50 års jubilæumsudstilling
KCL er ikke uvant med at have gæster – endda rigtig mange gæster. Men i forbindelse med det forestående 50 års jubilæum tager centrets medarbejdere et par usædvanlige skridt, for at give gæsterne nogle ganske særlige oplevelser.
-Mandag 4. september byder vi indenfor til åbningen af en jubilæumsudstilling, hvor historien om centrets udvikling fra friluftsbad og idrætshal i 1967 til det moderne sports-, kongres- og kulturcenter her i 2017 fortælles, udtaler direktør Bent Mølgaard, KCL.
Der er gratis adgang til udstillingen, som er åben for alle, og vil være tilgængelig frem til lørdag 9. september, forklarer Bent Mølgaard.
Udstillingen omfatter en lang række store plancher, med gamle og nye fotos, sjove effekter og gamle ting fra arkivet – blandt andet plakater med kendte kunstnere gennem årene – og ikke mindst selve historien om centrets udvikling gennem 50 år.
Åbent hus og rundvisninger
Såfremt man har fået mod på mere, så er der en række rundvisninger i løbet af ugen, hvor deltagerne har mulighed for at komme med ’bag facaden’, og hvor man får et lidt andet indblik i KCL’s hverdag – ikke mindst bag facaden, hvor publikum og gæster jo normalt ikke kommer.
Der er programsat to guidede rundvisninger i ugens løb, den første mandag 4. september kl. 11.00. KCL oplyser, at det er nødvendigt med forudgående tilmelding, som kan ske via KCL’s hjemmeside. Prisen for at deltage på én af de guidede rundvisninger er 25 kroner, som så indbefatter kaffe.